Erhvervslivet har flertal i bestyrelserne og ledelsen indfører egenrådigt markedsmekanismer. Aktive studerende er oppe mod hårde odds, når de kæmper for at bevare universitetsdemokratiet

Studerende på Københavns Universitets humanistiske fakultet fik et chok, da den nyansatte dekan, Kirsten Refslund, sidste år strammede fristen for kandidatuddannelserne voldsomt: Hvis de studerende bliver bare et år forsinkede, bliver de smidt ud af universitetet.
Samtidig indførte hun på trods af voldsomme protester fra undervisere og studerende et nyt pointsystem, der skal måle, om de studerende opfylder deres aktivitetspligt på hvert semester.
- På det tidspunkt tror jeg, det gik op for mange af os studerende, hvad den nye universitetslov vil betyde for vores hverdag, fortæller Maren Schmith Astrup, formand for Danske Studerendes Fællesråd, til Arbejderen.
Vi møder hende bag barrikaderne på Københavns Universitets sociologiske institut på Østerbro i København.
Ligesom for godt fyrre år siden blokerer de studerende med brædder og bannere. Besættelsen er en protest mod Skattekommissionens forslag om at skære en tredjedel af de studerendes SU.
Men det demokrati, de studerende krævede i 1968, er der også alt mulig grund til at kæmpe for i dag, mener Maren Schmith Astrup.
Det er nemlig truet som aldrig før af den universitetslov, der blev indført i 2003.
- Loven har centraliseret magten på universiteterne. Både ansatte og studerende oplever, hvordan beslutningerne bliver taget hen over hovedet på dem, af ledere som ikke er demokratisk valgte, siger studenterlederen.
Når loven i år skal evalueres, kræver Danske Studerendes Fællesråd at få deres kritik med. De har derfor taget hul på en kampagne om kampen for demokratiet.

Arla på Århus uni
At universitetsloven har rykket grundlæggende ved beslutningsprocesserne er til at få øje på.
- Før var de danske universiteter kendetegnet ved et udbredt selvstyre. De studerende og ansattes repræsentanter havde flertal i alle styrende organer. Repræsentanterne bliver valgt demokratisk, og på den måde havde alle direkte indflydelse på ledelsen, siger studenteraktivist Michael Hunnicke.
Han har sluttet sig til diskussionen, som foregår i det mødelokale, hvor besættelsens aktivister samles.
Michael Hunnicke fortæller, hvordan loven har flyttet indflydelse fra de organer, hvor studerende og ansatte har flertal, og over til Videnskabsministeriet og universiteternes bestyrelser. Samtidig er sammensætningen i bestyrelserne ændret, så de eksterne repræsentanter har flertal.
- De eksterne repræsentanter er næsten altid tunge, lokale erhvervsledere. På Århus Universitet sidder for eksempel Arlas direktør i bestyrelsen, forklarer han.

EU bestemmer
Det var regeringspartierne, Socialdemokraterne og Kristeligt Folkeparti der i 2003 satte deres underskrift på universitetsloven.
Men tiltagene er ikke et isoleret dansk fænomen.
Mange af lovens bestemmelser er opfølgninger på EU`s to store aftaler på uddannelsesområdet, Bologna-processen fra 1999 og Lissabon-strategien fra året efter, fortæller Michael Hunnicke:
- Med Bologna nåede den nyliberale bølge, der gennem 1990`erne skyllede gennem den offentlige sektor, til uddannelsessystemerne. Det var her de europæiske ledere for alvor opdagede, at uddannelse og viden er det råstof, vi skal tjene penge på i fremtiden. Derfor begyndte man at omlægge uddannelsesinstitutionerne efter New Public Manegment-strategier, som lettere kunne tilpasses markedets principper. 'Demokrati er ineffektivt', sagde man. 'Nu må de stærke ledere træffe beslutninger og universiteterne drives som virksomheder'.
Et led i harmoniseringen er taxametermodellen, hvor universiteterne tildeles penge per studerende. Et andet er at opdele uddannelserne i moduler, som efter et fælles pointsystem skal kunne sammensættes på tværs af landegrænserne. Det var blandt andet baggrunden for dekanens ændringer på Københavns Universitet.
- Formålet er formelt, at det skal være lettere for de studerende at sammensætte deres uddannelse på tværs af landegrænserne. Men det betyder også, at de europæiske universiteter bliver tvunget til at konkurrere om de studerende og deres medfølgende taxametertilskud. Man kan sige, at man er gået fra at se de studerende som brugere af et offentligt uddannelsessystem til at se dem som kunder på et uddannelsesmarked, påpeger Michael Hunnicke.

Brugerbetaling truer
Den nye topstyrede struktur på universiteterne har affødt mange konflikter mellem ledelsen på den ene side og studerende, undervisere og forskere på den anden.
Samtidig slås de studerende med markedsstyringen, når de eksempelvis skal lave en bindende kontrakt for at få lov at skrive speciale eller dokumentere deres studieaktivitet med point.
Men når man spørger, hvad den værste konsekvens af udviklingen er, er hverken Michael Hunnicke eller Maren Schmith Astrup i tvivl:
- Det vi frygter allermest, er brugerbetaling, fastslår Maren Schmith Astrup.
Truslen om brugerbetaling kommer fra verdenshandelsorganisation WTO og GATT-aftalen om handel med serviceydelser.
Danmark er bundet op på aftalerne i WTO gennem EU, og aftalen om handel med serviceydelser slår fast, at landene ikke må optræde konkurrenceforvridende.
- Lige nu er uddannelse og sundhed ikke omfattet, men der er et stærkt pres fra blandt andet Australien og USA for, at det ændrer sig. Og på det frie marked er det ligeså konkurrenceforvridende at udbyde gratis uddannelse som gratis sundhed, siger Michael Hunnicke.
Trods de dystre udsigter ser de aktive studerende lyst på fremtiden.
Kampen mod Skattekommissionens forslag om SU-forringelser har skabt ny røre i studenterbevægelsen.
- Den aktivitet håber vi nu at kunne føre videre i vores kampagne. Selvom der ikke var mange protester, da loven blev indført, så oplever jeg, at de studerende er ved at vågne op nu, hvor vi mærker konsekvensen af, at have mistet indflydelse. Det er vrede med nogle års forsinkelse, siger Maren Schmith Astrup.