LO og BAT i Århus arrangerer demonstration i dag i protest mod underbetaling af polske håndværkere
60 kroner i timen alt inklusiv.
Det er, hvad et århusiansk byggefirma spiser fem polske bygningshåndværkere af med.
Arkitekt Poul Poulsen er ved at opføre et hus på Hørretløkken 48 i Mårslet og bruger det konfliktramte firma Attic A/S som entreprenør.
Byggefagforeningerne i Århus vil ikke acceptere den aflønning, slet ikke i en situation med finanskrise og stærkt stigende arbejdsløshed indenfor håndværksfagene.
En overenskomstdækket byggevirksomhed i Århus har typisk en lønomkostning på 230 kroner i timen inklusiv feriepenge, søgne- og helligdagsbetaling og pension.
Attic A/S afviser at indgå overenskomst med TIB Østjylland. Derfor har LO indledt sympatikonflikt og blokade mod byggepladsen i Mårslet.
- Vi ønsker ikke en østeuropæisk underklasse uden rettigheder i den danske byggesektor, siger Anders Munk, formand for BAT Århus.
- Vi har en nul-tolerance overfor plattenslagere i byggeriet, som driver deres virksomhed ved grov underbetaling af vores polske kollegaer og blæser på danske love og regler.
Ifølge fagforeningernes oplysninger bliver pengene udbetalt kontant uden lønsedler eller anden form for registrering.
BAT Århus har længe haft byggepladsen under observation og konstaterer, at der i hele byggeperioden har været problemer med underbetaling, miserable adgangsveje samt farlige stilladser. Der er heller ikke foretaget de lovpligtige vinterforanstaltninger. Byggepladsen er anmeldt til politi, SKAT og arbejdstilsyn.
LO Århus og BAT Århus arrangerer demonstration i dag mod underbetalingen. Det er klokken 14 foran byggepladsen i Mårslet. Der vil være taler af Anders Munk og Paul Jentzsch, faglig sekretær i 3F Transport, Logistik og Byg Århus.
Anders Munk understreger, at demonstrationen ikke er vendt mod de polske arbejdere.
- De udenlandske lønmodtagere er fortsat velkomne, meget gerne som medlemmer og kollegaer, men det skal ske på de aftaler, der gælder på det danske arbejdsmarked, fastslår han.
BAT Århus og LO Århus har i den senere tid øget indsatsen med at skabe ordnede forhold for den udenlandske arbejdskraft på de århusianske byggepladser.
Demonstration i dag torsdag den 26. februar klokken 14 foran byggepladsen, Hørretløkken 48, 8320 Mårslet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278