Tiden er moden til at fagbevægelsen og oppositionen i Folketinget samles om en aktionsdag for beskæftigelse, velfærd og klima, mener Fagligt Ansvar
Vi har gjort det før, og vi kan gøre det igen.
Sådan sagde Frans Bach, formand for LO Nordvestjylland, tll Arbejderen tidligere på ugen.
Han hentydede til, at det var sosu-arbejderne i Holstebro, der forud for de offentligt ansattes overenskomstforhandlinger satte gang i en landsbevægelse for bedre løn- og arbejdsvilkår. I mandags gik et par hundrede borgere, som de første her i landet, gennem byens gader med krav om, at der bliver sat gang i beskæftigelsen.
Nu opfordrer Fagligt Ansvar til, at man igen følger eksemplet fra Holstebro, og gør fredag den 15. maj til en fælles aktionsdag.
- Der er ingen smalle steder, når der skal findes penge til bankerne. Men regeringen sidder på hænderne og er utrolig arrogant, når det handler om almindelige menneskers vilkår. Den gør intet for at sikre beskæftigelse og velfærden, siger Finn Sørensen fra Fagligt Ansvars koordinationsgruppe til Arbejderen.
Skattereformen er blot det seneste eksempel på, hvor i samfundet regeringens sympatier ligger. 'Reformen er udtryk for den mest massive omfordeling fra fattig til rig i nyere tid. Det er helt grotesk, at skattereformen gennemføres med henvisning til behovet for arbejdskraft. I den virkelige verden fortsætter arbejdsløsheden sin stejle kurve opad - med 1000 nye ledige hver uge!', hedder det i en udtalelse fra Fagligt Ansvar.
- Vi tror på, at tiden er moden til at fagbevægelsen, de uddannelsessøgendes organisationer og oppositionen i Folketinget i fællesskab sætter regeringen stolen for døren og mobiliserer for en alternativ politik, der skaber beskæftigelse og bedre velfærd, siger Finn Sørensen.
Fagligt Ansvar besluttede på et udvidet møde i koordinationsudvalget i onsdags, at fortsætte arbejdet med at sikre opbakning til en en landsdækkende aktionsdag. Foreløbig er der positive tilkendegivelser fra både SF og Enhedslisten. Det forventes også, at Socialdemokraterne bakker op. Endelig har en række store fagforeninger og LO-sektioner indtil videre grebet ideen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278