Kaos med computerne har lagt it-undervisningen på Frederiksbergs folkeskoler ned. Lærerne har nu meldt kommunen til Arbejdstilsynet
'Giv os et system der virker!'
Sådan stod der på det hjemmelavede banner, da en gruppe elever mandag samledes i regnen foran Frederiksberg Rådhus.
For anden gang siden sommerferien demonstrerede eleverne for at vise deres utilfredshed med det computer-kaos, der i otte måneder har huseret på kommunens folkeskoler.
Problemerne har lagt it-undervisningen ned siden oktober, og betydet at obligatoriske terminsprøver og projektopgaver er blevet aflyst og udskudt.
- Situationen er så grel, at skolerne ikke længere kan leve op til kravene i undervisningsbekendtgørelsen. Nu har vi banket på kommunens døre i månedsvis uden at få en reaktion, fortæller Ane Søegaard, formand for Frederiksberg Kommunelærerforening, til Arbejderen.
Det er skolernes netværksforbindelser og konfigurationer, der ikke fungerer. Konsekvensen er blandt andet, at nyindkøbt computerudstyr for millioner ligger og samler støv på skolerne, fordi det ikke kan bruges med de forældede systemer.
Problemerne har givet de frederiksbergske lærere så dårlige arbejdsforhold og så mange overarbejdstimer, at Frederiksberg Kommune sidste uge blev anmeldt anonymt til Arbejdstilsynet.
På rådhuset er kommunens it-chef, Flemming Engstrøm opmærksom på den kaotiske situation.
- Vi har sat alle kræfter ind på at få løst problemerne gennem nogle særlige task-forces, som minutiøst går alle servere og PC`er igennem, så de bliver løst hurtigst muligt, siger han til Berlingske Tidende.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278