20 Dec 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Regeringen straffer i blinde

Regeringen straffer i blinde

Fredag, 06. marts, 2009, 00:00:00

Trods gentagne advarsler om virkningsløshed, fastholder regeringen plan om højere straf. ¤¤Jeg ved ikke om det virker, men jeg tror det¤¤, siger Brian Mikkelsen

'Det virker ikke!'
Sådan har sociologer, socialarbejdere, jurister, kriminologer og gadeplansarbejdere i årevis sagt om regeringens kurs med hårdere straffe.
- Der er ingen forskning, der viser, at højere straf har en præventiv virkning. Vi siger det igen og igen, men der bliver ikke lyttet. Det er det samme hver eneste gang, sukker jurist og kriminolog Beth Grothe Nielsen, da Arbejderen beder hende udtale sig om emnet. Lignende meldinger lyder fra blandt andet professor i strafferet Vagn Greve og integrationskonsulent Manu Sareen.
Blandt regeringspartierne på Christiansborg taler eksperterne for døve øren.
Her fremlagde justitsminister Brian Mikkelsen onsdag en såkaldt 'bandepakke', som netop har hårdere straffe for blandt andet vold og våbenbesiddelse som hovedfokus.
Det får både Socialpædagogernes fagforening og den københavnske pædagogiske fagforening, LFS, til at kritisere regeringens svar på den såkaldte 'bandekrig', som den seneste tid har præget hverdagen i København.
- Det her handler om så meget andet og mere end straf. Vi er nødt til at se meget større på det og også tilføje væsentlige sociale elementer til bandepakken, sådan at vi får sikret, at det her ikke er billeder og historier, vi vil se gentaget om fem-seks år. Den eneste farbare vej ud af den her situation er at sikre, at det forebyggende arbejde fungerer, siger Socialpædagogernes formand, Kirsten Nissen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken regeringspartierne eller Dansk Folkeparti til kritikken. Men overfor Politiken indrømmer justitsminister Brian Mikkelsen (K), at at der ikke findes dokumentation for, at de hårdere straffe virker.
- Det er ikke noget, jeg har noget empiri på. Men jeg tror på, at det virker. Ja, jeg er helt sikker på, at det virker, når det er så mange år, straffene sættes op med, siger han.
Fra den anden side af folketingssalen bakker en samlet opposition op om et forslag fra Enhedslisten, som sætter anderledes fokus på det forebyggende arbejde.
Arbejderen fortalte i går, hvordan Københavns socialborgmester, Mikkel Warming, de sidste to år har kæmpet med alt for stramme budgetter til det forebyggende arbejde.
Nu kræver han, sammen med integrationsordfører Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), at for hver ny politibetjent der sættes ind til at bekæmpe bandekriminaliteten, skal der også gives penge til en ny socialarbejder.
- Der er flere avisoverskrifter i at smide folk med våben ud af landet, end det er i at tale for opsøgende socialarbejdere, som skal holde børn i folkeskolen, men den sociale indsats er helt afgørende for at stoppe fødekæden. Hvis vi vil gøre København mere fredelig igen, så skal vi prioritere den sociale indsats ligeså højt som politiindsatsen, fastslår Johanne Schmidt-Nielsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. mar. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland