31 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kvinder knokler i hårdeste job

Kvinder knokler i hårdeste job

Lørdag, 07. marts, 2009, 00:00:00

Rengøringsarbejde er så hårdt, at det overskrider internationale arbejdsmiljøstandarder. Trods talrige opfordringer har regeringen alligevel ikke lovgivet på området

- Det gør ondt i armene, skuldrene og nakken. Stort set alle vi rengøringsassistenter har samme problemer.
Sådan fortæller Farhat Jabeen, rengøringsassistent i København, i dagens udgave af Arbejderen.
Og rengøringsarbejdet er et af de hårdeste job i Danmark. Faktisk er det så hårdt, at arbejdsmiljøinstituttet allerede i 2002 advarede om, at det overskrider internationale standarder for acceptable belastninger og fagforbundet FOA mener, at det er hårdere end industriarbejde.
- Det er hårdt, nedslidende og invaliderende, når man arbejder udelukkende med at gøre rent. Rengøringsassistenter har højere sygefravær og bliver tidligere førtidspensionerede end andre løngrupper, siger Gina Liisborg, sektorformand for kost- og service i FOA, til Arbejderen.
I 2003 havde Arbejdstilsynet særlig fokus på rengøringsassistenternes arbejdsmiljø. På den baggrund konkluderede Arbejdsmiljørådet, at ingen bør arbejde med tung rengøring i mere end tre til fire timer om dagen. Resultaterne blev fulgt op af FOA med undersøgelsen 'Rapport fra en gulvspand' i 2005.
- Vi havde håbet, at rapporten kunne sætte gang i noget lovgivning omkring rengøringsstandarderne på området. Men der er intet blevet gjort. Og når budgetterne i kommuner og regioner skal strammes, er det ofte rengøringsområdet der rammes, konstaterer Gina Liisborg.
På Christiansborg har arbejdsmiljøordfører for Venstre, Peter Juel Jensen, ikke set hverken FOA`s eller Arbejdsmiljørådets rapporter.
- Men hvis deres arbejdsmiljø virkelig er så hårdt, er jeg villig til at se på behovet for at ændre lovgivningen, siger han til Arbejderen.
FOA foreslår, at jobbene bliver sammensat som en blanding af rengøring og andet arbejde, for eksempel receptionsarbejde. Fagforbundet har nu taget sagen i egen hånd og arbejder sammen med SF på en række lovforslag, som skal diskuteres i Folketinget senere på året.
- Et arbejdsmiljø af den her slags kan kun lade sig gøre, fordi det først og fremmest er et kvindefag. Kvinder har gået i flinkeskolen for længe: Vi knokler i stilhed under forhold, som for eksempel en smed aldrig ville finde sig i. Men nu er det slut, fastslår Gina Liisborg.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. mar. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland