30 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

5-årige tvinges ud af børnehave

5-årige tvinges ud af børnehave

Torsdag, 12. marts, 2009, 00:00:00

Regnefejl i Københavns Kommune tvinger flere hundrede børnehavebørn til at starte for tidligt i fritidshjem. De mindste bliver taberne, siger fagforening

Da Anne Mette Omø Carlsen i sidste uge kom hjem efter at have hentet sin fem-årige datter Karla i børnehaven, lå et chokerende brev fra kommunen og ventede på hende.
Senest den 1. april skal Karla stoppe i sin børnehave og starte på et fritidshjem. Ellers tvangsudmeldes hun af børnehaven fra den 15. april og står uden pasningstilbud.
- Karla går i en integreret institution, hvor hun har gået, siden hun var ni måneder. Så det er en meget stor omvæltning, som vi slet ikke har nået at forberede hende på, fortæller Anne Mette Omø Carlsen, som også sidder i bestyrelsen for Københavns Forældreorganisation, til Arbejderen.
Karla er et af de 2-300 københavnske børn, hvis forældre sidste uge fik samme besked. Selvom de først skal starte i skole til august, skal de have fundet et fritidshjem allerede den 1. april.
Tvangsudskrivningen sker, fordi kommunen de sidste to år har skudt forkert i de befolkningsprognoser, der bliver brugt til at regne ud, hvor mange institutionspladser, der er brug for.
- Normalt ville børnene starte i fritidshjem mellem maj og august, afhængig af hvornår de er parate. Men nu bliver de skubbet tidligere ud for at give plads til de nye vuggestue- og børnehavebørn, forklarer Jan Hoby, næstformand for de københavnske pædagoger i fagforeningen LFS.
Hos kommunens pladsanvisning anerkender kontorchef Henriette Bjørn Nielsen, at tvangsudskrivningen er sket med for kort varsel. Hun mener dog ikke, at det giver faglige problemer.
- Det er rigtigt, at et fritidshjemsbarn er 'billigere' end et børnehavebarn. Men det bliver kompenseret ved, at vi har givet institutionerne penge med til at holde åbent om formiddagen, mener Henriette Bjørn Nielsen.
Men selvom der følger penge med til udvidet åbningstid, kræver de mange nye børn nogle helt andre ressourcer, påpeger Jan Hoby. Karla skal starte sammen med 25 andre børnehavebørn i fritidshjemmet Askovgården, og det er en stor mundfuld at skulle tage godt imod så stor en gruppe af børn i femårsalderen.
- Børnene skal pludselig vænne sig til en helt anden hastighed og lavere normering. Det bliver de mindste børn, der kommer til at tabe, siger han.
Anne Mette Omø Carlsen peger på, at tvangsudskrivningen har en social slagside.
- De børn, der skal starte i privatskole, bliver ikke tvangsudskrevet, fordi kommunen ikke kan bestemme over de private dagtilbud, de skal gå i, siger hun.
Den tidlige indskrivning på fritidshjem er en del af kommunens plan for at skaffe 1300 manglende daginstitutionspladser. Planen betyder også, at der kommer flere børn i vuggestuerne.
Børne- og ungeudvalget diskuterede i går aftes en indstilling om at bygge nye pladser for 250 millioner kroner, men da de tager tid at bygge, frygter Jan Hoby, at København vil opleve flere tvangsudskrivninger i løbet af året.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. mar. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland