28 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danish Crown dropper lønstigning

Danish Crown dropper lønstigning

Torsdag, 12. marts, 2009, 00:00:00

Det administrative personale i Danish Crown får ingen lønstigning i år. Den har ledelsen ensidigt suspenderet. Helt uacceptabelt, mener HK Østjylland

I får ingen lønstigning i år, fordi vi bliver nødt til at styrke koncernens konkurrenceevne.
Sådan nogenlunde lød den besked, som Danish Crowns ledelse tirsdag overbragte omkring 350 ansatte på koncernens hovedkontor i Randers.
Tidligere har Danish Crown lukket slagterier, og nu kommer nedskæringerne til de administrative medarbejdere.
- De får aflyst lønstigninger, de ellers skulle have forhandlet om, og det skal give en besparelse på omkring 25 millioner kroner. Vores ejere, svineproducenterne, har været meget hårdt pressede de seneste par år, så der er stort behov for at styrke konkurrencedygtigheden, forklarer administrerende direktør Kjeld Johannesen til DR Østjylland.
Den aflyste lønstigning indgår i en langsigtet plan 'DC Future', der ifølge ledelsen skal gøre koncernen konkurrencedygtighed i 'hele værdikæden - også i fremtiden'. I løbet af de kommende uger skal koncernen fastlægge, hvilke andre tiltag der skal sættes i værk som led i planen.
- Det er optakten til budgettet for 2009/2010, vi arbejder på her, og en stor del kan hentes ved at gøre tingene smartere eller på en ny måde. Men jeg kan ikke afvise, at vi også kommer til at se på antallet af medarbejdere - også blandt det administrative personale, siger Kjeld Johannesen.
HK Østjylland har svært ved at se det smarte i Danish Crowns handlemåde.
- Det er helt uacceptabelt. I det her tilfælde er der tale om en beslutning taget i ledelsen helt udenom medarbejderne og nogen som helst form for forhandling, siger Andy Dalum, sektorformand i HK-afdelingen, til Arbejderen.
Fagforeningen henviser til, at medlemmerne er omfattet af en minimallønsoverenskomst, der giver dem ret til at forhandle lønregulering én gang om året i overenskomstperioden. Andy Dalum mener, at Danish Crowns udmelding er på kant med overenskomstens bestemmelser og klart i strid med 'ånden i en overenskomst'.
Hovedparten af slagterikoncernens ansatte, nemlig de timelønnede i produktionen, bliver til gengæld lovet de lønstigninger, der er aftalt i deres overenskomster. Deres lønregulering løber op i omkring 120 millioner kroner i år.
- Vi bryder os ikke om, at vores medlemmer behandles dårligere end andre medarbejdergrupper. Nu vil vi samle medlemmerne og sammen med dem finde ud af, hvad der skal ske, siger Andy Dalum
Meddelsen om at suspendere lønstigninger for de kontoransatte kommer samtidig med, at planerne for at redde 463 arbejdspladser på Danish Crowns slagteri i Holstebro må opgives.
Tirsdag sagde Danish Crowns bestyrelse nej til forslaget fra slagteriarbejderne om at nedlægge eftermiddagsholdet på slagteriet i Esbjerg, hvor der forarbejdes det samme antal svin, som de endnu gør i Holstebro.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. mar. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland