28 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Slagteriarbejdere vil have arbejdspladser

Slagteriarbejdere vil have arbejdspladser

Torsdag, 12. marts, 2009, 00:00:00

Når vi får problemerne med gyllen skal vi også have del i arbejdspladserne. Lad os genrejse dansk svineproduktion på et bæredygtigt grundlag. Det var budskabet fra mandagens demonstration i Holstebro

I tirsdags blev der sat et definitivt punktum for lukningen af Danish Crowns slagteri i Holstebro. 463 slagteriarbejdere får nu en fyreseddel og står uden arbejde den 12. juni.
Punktummet blev sat dagen efter at Fødevareforbundet NNF havde inviteret til stormøde og demonstration i Holstebro under parolen: Danske svin - danske arbejdspladser.
- Det er en svær tid for landet, og vi har som fødevarearbejdere mærket dette meget voldsomt. Vi er ikke bare ramt af den voldsomme økonomiske krise. Vi er også ramt af store strukturændringer, der har betydet, at vi allerede før alle andre områder kunne se, at mange arbejdspladser var i fare, siger forbundsformand Ole Wehlast i sit indlæg på stormødet.
Omkring 75 tillidsfolk og slagteriarbejdere er mødt op i Fødevareforbundets lokaler, lige overfor slagteriet, som nu drejer nøglen om. På mødet deltager også tre politikere: Bjarne Laustsen, MF fra Socialdemokratiet, Kristen Touborg, MF fra SF og Bent Claudi Lassen, kandidat til EU-Parlamentet for Venstre.
Den 62-årige Venstre-kandidat er ikke en hr. Hvem-som-helst. Han er gårdejer, tidligere formand for Danske Slagterier, tidligere vicepræsident i Landbrugsraadet og har haft en fremtrædende placering i Danish Crown.
Fødevareforbundets formål med at indkalde til stormøde er klar: NNF finder udviklingen i den danske slagteribranche voldsomt uacceptabel.

Social dumping er skyld i lukninger
Det uacceptable består i, at flere og flere slagteriarbejdere bliver fyret, fordi Danish Crown lukker slagterier i Danmark.
Årsagen er blandt andet, at der slagtes færre grise i Danmark. I stedet sendes smågrisene til Tyskland til opfedning og slagtning. Ifølge NNF svarer de flere millioner svin, der sendes til udlandet, til omkring 3.000 danske arbejdspladser.
- Produktion af svinekød er en af Danmarks styrkepositioner. Derfor kan vi ikke bare se på, når kortsigtede interesser undergraver det fundament, som den styrke bygger på. Vi kan ikke bare se på, når kortsigtede profitter, som opnås ved at udnytte billig arbejdskraft, undergraver udviklingen af en velfungerende produktion, lyder det fra Ole Wehlast.
Og han fremhæver, at de lukninger, som Danish Crown har varslet, er et direkte resultat af social dumping:
- En social dumping af nogle af de grundliggende værdier, som vi bygger vores samfund på. Her tænkes på ordnede løn- og arbejdsforhold og at vi alle bidrager til udviklingen af vores land.
- I stedet fragter man arbejdspladser til Tyskland til et arbejdsmarked, der på slagteriområdet på det nærmeste er brudt sammen. Lave organisationsprocenter, udbredt brug af kolonnearbejdskraft og hensynsløs udnyttelse af arbejdskraften er hverdag i den tyske slagterisektor. Vi vil ikke konkurrere på de vilkår!

En økonomisk lov at sende grise sydpå
Alligevel er det begrænset, hvad de forsamlede politikere mener der kan gøres ved denne situation, som de alle er enige om er uholdbar - altså for slagteriarbejderne.
Bjarne Laustsen, fødevareordfører for Socialdemokraterne, har dog, sammen med NNF, udarbejdet et forslag:
- Jeg forestiller mig, at der kan indføres en svinepant på 100 kr. på hvert svin. Når grisen slagtes på et dansk slagteri betales panten retur til producenten, siger han.
Hvis grisen i stedet sendes levende ud af landet, skal 100 kronesedlen indgå i en fond, som skal yde tilskud til at forebygge miljøproblemer i landbruget. I følge den socialdemokratiske ordfører vil pant-forslaget sikre grisene kortere transport, et bedre miljø med mindre CO2 udslip fra store lastvognstog, og ikke mindst, at der opretholdes arbejdspladser på danske slagterier.
Bjarne Laustsen er helt enig med slagteriarbejderne i, at eksporten af danske svin til Tyskland foregår på unfair konkurrencevilkår, fordi de tyske slagterier benytter underbetalte østeuropæiske kolonnearbejdere med timelønninger på omkring 40 kroner.
- Den tyske fagbevægelse er i knæ og derfor foregår der ting, som er helt uacceptable. Men det bedste ville være, hvis tyskerne selv ordner det, mener han.
Også Venstre-kandidaten, Bent Claudi Lassen, synes, det vil være godt hvis tyskerne kan ordne paragrafferne, og ellers må den danske fagforening træde i karakter:
- Det er i høj grad også et forbundsspørgsmål. I må gøre noget ved det, siger han til slagteriarbejdernes fagforening.
Til gengæld mener han ikke, at man skal skyde på landmændene:
- Det hjælper ikke at angribe den enkelte landmand, som forsøger at optimere sin produktion. Det er en økonomisk lov, som vi ikke kan sætte os ud over.
Og så kunne han i øvrigt godt tænke sig, at Danmark i en periode opgiver sin modstand mod EU-eksportstøtte til svinebranchen.

Dyrevelfærden skal i top
Kristen Touborg er som landmand selv medejer af Danish Crown, men kan alligevel ikke gøre noget ved udviklingen. Der er nemlig ikke meget demokrati tilbage i det foretagende, mener han og efterlyser flere urafstemninger:
- De dispositioner, Danish Crown har taget, er taget uden om det demokratiske system og Bent Claudi var med til at tage beslutningen.
Heller ikke Touborg mener, at det er acceptabelt at sende svin til slagtning i Tyskland, men det må løses på samfundsplan:
- Vi kan ikke i et kapitalistisk system regne med at den enkelte bonde viser samfundssyn på frivillige aftaler. Det er som Danske Svineproducenters formand Torben Poulsen siger, Ôvi sender grise til Tyskland så længe vi får en højere pris`.
Og Kristen Touborg tager den tyr ved hornene, som alle tripper om: EU-lovgivningen, som forbyder Danmark at indføre regler for, hvor svinene skal slagtes, og forbyder Danmark at gøre noget ved transporterne af svin til Tyskland:
- Jeg vil ikke bryde EU-lovgivningen, men jeg vil gerne udfordre systemet. Jeg ved ikke om det er lovligt at indføre et pantsystem, men lad os prøve det. Vi kan sikkert ikke kræve, at svinene skal slagtes på det nærmeste slagteri. Det vil være i strid med EU-lovgivningen.
Og så går han ind for, at dyrevelfærden skal helt i top, med mere dyrlægekontrol af svinetransporterne. Det er nemlig tilladt efter EU`s regler. Og hvis det får den sidegevinst, at flere svin bliver slagtet i Danmark vil det være godt.

Demonstration i Bøvlingbjerg
Vi er nu nået frem til frokosttid og mødet slutter. De forsamlede slagteriarbejdere bevæger sig ned i et par busser for at køre ud til to forskellige svineproducenter. Den ene sender alle sine grise til Tyskland og den anden får dem slagtet i Danmark.
Første mål er Brandborg Svinecenter i Bøvlingbjerg, som eksporterer alle sine grise til slagtning syd for grænsen. Det forlyder, at slagteriarbejderne måske bliver mødt af en moddemonstration. Der sker dog ikke meget, da slagteriarbejderne holder sig nede på den offentlige vej. Oppe ved gården kan vi skimte en lille skare mænd.
Jens Peter Bostrup, næstformand i NNF, bestiger den medbragte ølkasse:
- Danmark er verdensberømte til svineproduktion. I dag bliver hver femte gris eksporteret ud af landet, lyder det fra ham.
- Det er en skrue uden ende, hvis vi ikke griber ind. Vi skal have vendt den negative spiral.
- Når vi får problemerne med gyllen skal vi også have del i arbejdspladserne. Lad os genrejse dansk svineproduktion på et bæredygtigt grundlag, slutter næstformanden.
Slagteriarbejderne marcherer hen ad landevejen til bussen. Tilbage står skiltene, med teksten: 'Eksportør af danske arbejdspladser'. Illustreret med tegningen af en sur gris bag på en lastbil...
Efter endnu en tur i bussen når vi frem til næste svineproducent i Dybe. Her er slagteriarbejderne velkomne og busserne kører helt op på gårdspladsen. To venlige hunde logrer med halen og smutter rundt mellem de mange mennesker. Alle stimler sammen på gårdspladsen, som er omgivet af en firelænget gård af ældre dato. I midten knejser flagstangen og pludselig bliver selv vejret bedre...
- Inde bag murene gemmer sig en svineproducent, som lever op til et samfundsansvar, som vi synes det skal være, lyder det fra Jens Peter Bostrup fra NNF, da han har besteget ølkassen igen.
- Det er godt at der stadig er mange som holder fast i at levere svin til de danske slagterier, fortsætter han.
Som belønning og i dagens anledning får Arne Beck Poulsen, som svineproducenten hedder, overrakt en kurv med lækkerier og et par flasker til at skylle efter med.
Arne Beck Poulsen er landmand på en slægtsgård i 13-14 generation og selv om han leverer sine 6.500 grise til slagtning i Danmark har han stor forståelse for de landmænd, som leverer grise til Tyskland:
- Det er et spørgsmål om overlevelse i øjeblikket. Men tingene har det med at gå op og ned. I øjeblikket er der et misforhold mellem foder og grisepriser. Foderet har været voldsomt dyrt i Danmark i 2008 og vi har kontrakter som er for dyre. Og vi har forskellige handelsmønstre i Danmark og Tyskland, derfor får vi lige nu mere for grisene i Tyskland.
- Når vi afleverer til slagtning i Danmark koster det os cirka 80 øre pr. kilo, hvis vi sammenligner med Tyskland. Medvirkende er også, at det generelle lønniveau er højere i Danmark, forklarer Arne Beck Poulsen og understreger, at det altså ikke er slagteriarbejdernes lønniveau han sigter til. De har gjort det godt, mener han.
- Der er også andre lønudgifter, for eksempel dyrlægernes. Men det er det samlede niveau som er for højt i sammenligning med Tyskland, lyder det fra landmanden.
Ham håber at det lykkes for slagteriarbejderne at råbe politikerne op. Både landmænd og slagteriarbejdere har brug for at der sker noget.

Halsen skåret over
Med i demonstrationen er også Jørgen Christensen, tillidsmand på Danish Crown`s slagteri i Holstebro og Allan Brandborg, slagteriarbejder samme sted og medlem af Samarbejdsudvalget.
For dem er fremtiden ikke lys. De forventer begge to at få 'halsen skåret over i morgen', som det sarkastisk lyder i snakken i bussen.
Alvoren er, at tirsdag klokken 11.30 er der møde i Samarbejdsudvalget, hvor den endelige lukning bliver fremlagt.
- Slagteriet lukker 12. juni og jeg har 462 kollegaer, som bliver arbejdsløse, siger Jørgen Christensen.
Han synes at dagens aktion er et godt initiativ, som sætter fokus på problemerne. Men der skal ske noget meget hurtigt. På arbejdspladsen er stemningen ikke særlig god.
- Vi har mange kollegaer, som kommer fra fem-seks slagterier, der tidligere er lukket, så de har prøvet det før og tror ikke på at vi kan gøre så meget. Det er dystre udsigter. En slagteriarbejder får halveret sin løn når han kommer på dagpenge.
Selv er han egentlig udlært butiksslagter, men har nu været på slagteriet i 37 år.
- Men det er ikke mig du skal have ondt af. Jeg skal i første omgang være jobbankbestyrer og derefter nærmer jeg mig efterlønnen. Men jeg har mange kollegaer, hvor både mand og kone er på slagteriet. Det er hårdt for dem. De får hele deres livsgrundlag revet væk.
Allan Brandborg, som har været slagteriarbejder i 22 år, har dog et forslag til hvad der kan gøres:
- Skift toppen ud i Danish Crown. De sidder bare og giver sig selv store lønforhøjelser, og så har de noget imod vores sølle fire procent. Jeg spørger mig selv, hvor alle de penge er blevet af, som de har tjent i de gode tider. De er da i hvert tilfælde ikke gået til landmændene, lyder det bramfrit.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. mar. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland