27 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kronisk syge taber i pakkeleg

Kronisk syge taber i pakkeleg

Lørdag, 14. marts, 2009, 00:00:00

Kronisk syge og ældre medicinske patienter taber, når regeringen uddeler pakker til kræft- og hjertepatienter, mener patientforening. Danske Regioner er enig

Gigten værker, rygerlungerne piver, og sukkersygen svækker immunforsvaret.
Omkring en million danskere lider af en eller flere kroniske sygdomme og udgør hermed langt den største patientgruppe i det danske sundhedsvæsen.
Alligevel kræver regeringen, at regionerne bruger flere ressourcer på pakkeforløb som for kræft- og hjertepatienterne.
Det betyder, at de kronisk syge risikerer at ryge bagerst i køen, advarer Danmarks største patientforening, Danske Patienter.
- Svage, kroniske patienter har ikke samme adgang til sundhedsvæsenet som de patienter, der er omfattet af pakkerne, siger foreningens direktør Morten Freil.
Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S) er enig.
- Nu er det kræftpakker, så er det hjertepakker, og der kommer sikkert også flere pakker. Der er en risiko for, at den meget store gruppe af især ældre mennesker, som virkelig trækker ressourcer fra vores sundhedsvæsen, bliver overset og gemt til sidst, siger han.
Venstres sundhedsordfører, Birgitte Josefsen, forstår ikke kritikken.
- Der er samme muligheder og samme betingelser for alle uanset diagnose. Og når det udvidede fri sygehusvalg bliver indført igen, kommer ventetidsgarantien også til at gælde for alle, siger hun til Arbejderen.
Men ventetidsgaranti kræver, at der er et tilbud at henvise til, påpeger Morten Freil.
- Det er der kun inden for de områder, hvor de private hospitaler øjner en forventet profit, siger han.
- Det betyder, at de dårligst stillede kronikere ikke har tilbud at blive henvist til. Behandlingsgarantien skaber altså en udhuling af det offentlige systems behandlingstilbud, som rammer netop de patienter, der har det allerstørste behandlingsbehov, fastslår han.
Der bliver i fremtiden flere danskere med kroniske lidelser og flere ældre. Det betyder også, at der bliver flere, som har brug for medicinsk behandling.
Danske Regioner og Dansk Selskab for Intern Medicin har derfor lavet en tænketank, som ser på, hvordan behandlingstilbuddet for de svageste medicinske patienter kan forbedres.
De foreslår blandt andet, at hver medicinsk patient skal have en kontaktperson, og at sammenhæng og planlægning mellem forskellige sektorer i sundhedsvæsenet skal prioriteres højt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. mar. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland