27 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bankpakker kan lænse statskasser

Bankpakker kan lænse statskasser

Onsdag, 18. marts, 2009, 00:00:00

Folketingets gavepakker til bankerne er givet uden beregning af følgerne for statskassen - de kan blive katastrofale, forudser internationale finanshuse

De garantier og lån, et flertal i Folketinget har ydet til banker og kreditforeninger i de to bankpakker, kan blive et dyrt bekendtskab for de danske skatteydere. Det viser beregninger foretaget af det London-baserede finanshus Absolute Return Partners.
Niels C. Jensen fra finanshuset har i sit månedlige nyhedsbrev samlet en række internationale undersøgelser, der viser at Danmark er på det internationale taberhold, når man beregner riskoen for, at tab i banksektoren fører til øget statsgæld.
Ikke blot Danmark, men hele EU risikerer et kollaps på grund af de mange statspenge, der er blevet pumpet i finanssektoren, vurderer Niels C. Jensen. Han henviser til et hemmeligt EU-dokument, lækket i den britiske presse, som vurderer det samlede tab i EU`s banksektor til 16,3 milliarder pund, svarende til 125.000 milliarder kroner.
- Hvis EU-kommissionens vurdering er korrekt, er krisen langt værre, end vi kan forestille os. Så må vi vænne os til ikke bare en nedsmeltning af vores finansieringssystemer, men også til at hele nationer kan gå bankerot, vurderer Niels C. Jensen.
For Danmarks vedkommende vil en statsovertagelse af nødlidende banker, som resulterer i et tab på blot fem procent af bankernes samlede udlån, belaste statskassen så meget, at statens gæld eksploderer.
Gælden vil vokse med hele 12 procent af landets årlige produktion af varer og tjenesteydelser - det såkaldte bruttonationalprodukt. Det viser undersøgelserne, som er omtalt i Økonomisk Ugebrev.
Det placerer Danmark på en femteplads på Niels C. Jensens liste over de 20 OECD-lande, hvis statsgæld vil vokse mest ved tab på grund af de nationale 'redningspakker' til banksektoren.
Og risikoen for at statskassen kan komme til at hænge på tab i den danske banksektor er mere end overhængende Ifølge en undersøgelse lavet af det schweiziske finanshus Credit Suisse har danske banker lånt så meget mere ud i forhold til indlån, at forholdet kun overgås af bankerne i tre andre af de 36 lande, undersøgelsen omfatter. Det er Letland, Estland - og Island.
Normalt plejer danske lovforslag at indeholde bemærkninger om lovforslagenes økonomiske konsekvenser. Men der står intet om statens risiko for tab i de to bankpakker.
Arbejderen forsøgte i går at få folketingspartiernes politisk-økonomiske ordførere i tale for at få opklaret, hvorfor der ikke er lavet sådanne risikovurderinger i forbindelse med bankpakkerne. Men de var alle optaget af møder.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. mar. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland