Antallet af faglige sager i 3F tyder på, at der er lang vej, før budene får ordentlige arbejdsforhold. Budene bliver fyret og lønnen sat ned, ofte uden noget varsel
60 faglige sager.
Så mange avisbudesager ligger der i 3F Lager, Post og Servicearbejdernes Fagforening (LPSF) i København.
- Og det er vel at mærke kun sager, der vedrører de ansatte ved en enkelt distributør, Langvaddam Distribution, siger Henrik Forchhammer, faglig sekretær, til Arbejderen.
3F LPSF har yderligere cirka 20 faglige sager, der vedrører avisbude, der er blevet snydt. Henrik Forchhammer afviser, at det kan tolkes, som at der kun findes problemer ved Langvaddam Distribution. Derimod mener han, at det blot understreger, at Langvaddam er en hårdhændet distributør og at området er relativt velorganiseret.
Langt de fleste sager handler om underbetaling og manglende varsel i forbindelse med fyringer.
- Hele avisområdet er meget trængt og ikke uden grund. Dagbladene slås med nedgang i oplag, abonnenter, annonceindtægter og regningen for den store gratisaviskrig. Problemet er, at mens man godt kunne afsætte penge til aviskrigen, synes det svært at ville acceptere ordnede forhold for avisbudene, lyder det fra Henrik Forchhammer.
Omlægning af ruter
En af måderne, hvorpå distributørerne nedbringer omkostningerne ved avis- og bladomdeling på, er omlægning af ruter eller distrikter.
Det kan Jan Sylvest fra 3F Transport, Logistik & Byg i Århus snakke med om.
- Ruterne omlægges hele tiden. De seneste omlægninger sammen med sænkning af stykpris og nedsættelse af distriktstillæg betyder, at budene får en voldsom lønnedgang. Budene er dybt frustrerede, siger den faglige sekretær til Arbejderen.
Så sent som natten til i går var han i kontakt med nogle af budene ansat under Dansk Avis Omdeling (DAO) i Århus midtby. Her fik Jan Sylvest en liste, der viser, at de i gennemsnit mister knap 9.000 kroner om måneden.
Med fagforeningens hjælp vil budene nu have ruterne målt op. De mener ikke, det kan være rigtigt, at deres løn med overenskomsten i hånden kan sættes ned.
Ingen garantibetaling
3F Aalborg har prøvet med opmåling for på den måde at dokumentere, at budene ikke får den løn, de er berettiget til. Opmålingen resulterede i, at fagforeningen vandt en sag mod Nordjyske Distribution, der beskæftiger næsten 4.000 bude i Nordjylland.
- Problemet er den måde, priserne bliver regnet ud på. Den kan ikke sikre budene garantibetalingen. Stykprisen er ikke steget i årevis, så mange gange får budene kun halvdelen af den løn, de troede en rute ville give, siger Ole Nors Nielsen, afdelingens næstformand til Arbejderen.
Han kender eksempler på, at ruterne reelt er dobbelt så lange eller tager den dobbelte tid af, hvad Nordjyske Distribution har beregnet. Ole Nors Nielsen har for tiden 25 sager mod firmaet for brud på overenskomsten.
Pres fra bladhuse
Det egentlige problem er i sidste ende ikke distributørerne, mener Henrik Forchhammer.
- De er bare marionetdukker for de store bladhuse, der presser på for at få aviserne ud så billigt som muligt, pointerer han.
I Hovedstadsområdet har 3F LPSF lokaloverenskomst, der omfatter cirka 2000 bude. Budene omdeler blandt andet Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske Tidende, der udgør ejerkredsen bag Bladkompagniet.
Det er Bladkompagniet, der har lavet aftaler med forskellige distributører om at stå for uddelingen.
Arbejderen har forsøgt at få Bladkompagniets kommentar til kritikpunkterne. Administrerende direktør Lars Boch-Poulsen har været optaget af møder, men han har fået avisens spørgsmål på mail.
Dansk Avis Omdeling
Dansk Avis Omdeling A/S (DAO) blev dannet i 2007. Syddanske Medier A/S og JP/Politikens Hus A/S ejer hver 50 procent.
DAO er Jyllands største distributionsselskab på morgendistribution og omdeler blandt andet Morgenavisen Jyllands-Posten, Politiken, Berlingske Tidende, JydskeVestkysten, Århus Stiftstidende, Randers Amts Avis, Børsen, Information, Ekstra Bladet, B.T. samt øvrige publikationer, gratisaviser og magasiner.
Selskabet beskæftiger ca. 4.400 omdelere og 90 fuldtidsansatte.
Kilde: DAO
Bladkompagniet
Bladkompagniet kan føres helt tilbage til 1920.
Bladkompagniets ejerkreds består af Berlingske Media A/S og JP/Politikens Hus A/S fordelt med 50 procent til hver. Firmaet er i dag et af Danmarks største landsdækkende distributionsselskaber af aviser, blade og magasiner og distribuerer årligt 95 millioner abonnementsaviser og 110 millioner løssalgsaviser og magasiner.
Kilde: Bladkompagniet
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278