14 Sep 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

100 kroner kan alle da undvære

100 kroner kan alle da undvære

Onsdag, 25. marts, 2009, 00:00:00

Kim Slot og hans familie mærker hver dag fattigdommen på deres egen krop. De har oprettet bistandsbums.dk med råd til hvordan man klarer sig på kontanthjælp

Det værste er mistænkeliggørelsen.
Sådan siger Kim Slot, kontanthjælpsmodtager og stifter af hjemmesiden bistandsbums.dk, som rådgiver om, hvordan man får tilværelsen til at hænge sammen, når man er fattig.
- Det gør ondt, når knægten kommer grædende hjem fra fodbold og er blevet smidt ud i alles påhør, fordi kontingentet ikke er betalt, fortalte Kim Slot, på sidste uges fattigdomskonference.
Kim Slot bor sammen med sin kone og deres fem sammenbragte børn i det, han kalder 'et lille skimmelsvampsbefængt hus lidt uden for Svendborg'.
De er begge på kontanthjælp, og hans kone, som har en hård baggrund, har kæmpet med alkoholproblemer. Af deres fem børn har de to en psykisk diagnose.
- Men vores humor har aldrig fejlet noget, så da Claus Hjort Frederiksen besluttede, at syge mennesker skulle have et incitament til at finde sig et arbejde, besluttede vi at oprette en hjemmeside, som skal rådgive folk som os til, hvordan man overlever på kontanthjælp, siger Kim Slot med et glimt i øjet.
Han bliver dog hurtigt mere alvorlig:
- På det tidspunkt var vi tæt på at være nødt til at trække vores ene datter ud af tiende klasse. Den er nemlig selvvalgt, så der er brugerbetaling på alt fra bøger, transport og lommeregnere til den mad, eleverne skal lave som en del af undervisningen.
Kim Slot og hans kone fik samlet penge sammen til datterens skoleår, men lever stadig med fattigdommen hver dag.
Derfor ved de bedre end nogen, hvad konsekvensen er, når politikerne og medierne italesætter fattigdom som et spørgsmål om kompetencer og den enkeltes eget ansvar.
- Når fattigdom ses som de fattiges egen skyld, bliver der hele tiden sat spørgsmålstegn ved din situation. Det mærker man for eksempel, når man rejser sig op på et forældremøde og prøver at forklare, at tre fødselsdage hos klassekammeraterne på en måned er mere end vi har råd til, og så får at vide, at 'vi giver da altid jeres børn gaver, når de har fødselsdag'. Eller når tøsen gerne vil i biografen med vennerne, og man må sige nej, fordi man ikke har råd, og familien så reagerer ved at sige, at 'hundrede kroner kan alle da undvære'. Så føler man sig som verdens dårligste forældre, siger Kim Slot.
bistandsbums.dk kan fattige danskere finde råd til madopskrifter, indkøb og fritidsinteresser, der kan klares på kontanthjælp.
Hjemmesiden er blevet så stor en succes, at Kim Slot og konen nu er begyndt at samarbejde med settlementet Askovgården om en lagerside med donerede ting.
- Hver eneste dag er der mails fra folk, der lever i en helt desperat situation. Vi hører fra de fattige forældre, der søger om hjælp til et par støvler til deres barn, eller fra den enlige mor hvis højeste ønske er, at hun og børnene kan komme på besøg hos mormor og morfar i julen, men som ikke har råd til billetten. Vi har også fået mail fra en enlig folkepensionist, der søgte om hjælp til sin mands gravsted. Det giver en fornemmelse af, at der er en sammenhæng i fattigdommen. Det er et samfundsproblem, konkluderer Kim Slot.

bistandsbums.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. mar. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland