25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Minister turnerer i borgerprotester

Minister turnerer i borgerprotester

Onsdag, 25. marts, 2009, 00:00:00

Sundhedsministeren møder modstand på turne med sin sygehusplan. Protesterne rokker dog ikke ved hans tiltro til planen, fastholder han

- Vi skal have et sundhedsvæsen i verdensklasse!
Ordene var store, da sundhedsminister Jakob Axel Nielsen mandag mødtes med borgerne i et af Danmarks fattigste kvarterer, Bispebjerg i København, for at fortælle om regeringens plan for fremtidens sygehusvæsen.
Omkring 100 tilhørere havde fundet vej til Sygeplejeskolens auditorium på Bispebjerg Hospital, og de mødte ministerens begejstring med skepsis.
- Hvorfor siger du ikke bare rent ud, at der kun er penge til så og så meget? Hvordan har regeringen og ministeren tænkt sig, at vi skal op i den verdensklasse, I rejser land og rige rundt og praler med, uden at give de penge det koster, spurgte Lars Hutters, som er læge og bor på Østerbro, der også dækkes af Bispebjerg Hospital.
Borgermødet var det ottende møde i den række af ti, som ministeren og hans hold har rejst landet rundt med i denne måned. I alle egne af landet er Jakob Axel Nielsen blevet mødt af protester mod sygehuslukninger og snævre økonomiske rammer. Alligevel har møderne ikke rokket ved hans tiltro til den sygehusplan, regeringen har bygget på sit eget ekspertudvalgs anbefalinger, understregede han overfor tilhørerne i auditoriet på Bispebjerg.
En af borgermødets store stridigheder udspandt sig om sygehusplanens budget. Flere af deltagerne fremhævede, at selvom regeringen mener, planen kan udføres for 40 milliarder kroner, peger regionernes egne sygehusplaner snarere på, at der skal 80 milliarder til.
- Det betyder, at resten skal findes et andet sted i regionens budgetter. Kan du garantere, at der ikke kommer grønthøsterbesparelser, krævede Per Villy Jørgensen, som sidder i Hovedstadens regionsråd for Enhedslisten, at få at vide.
- 40 milliarder er meget at investere, og jeg synes ikke man kan kalde det en besparelse, forsøgte ministeren sig, men endte dog med at indrømme:
- Nej, det hverken kan eller vil jeg garantere - snarere tværtimod. Der kan altid lægges effektiviseringsbesparelser ind!
Rækken af borgermøder afsluttes den 30. marts i Slagelse og Køge.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. mar. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland