25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fighters+Lovers dømt for solidaritet

Fighters+Lovers dømt for solidaritet

Torsdag, 26. marts, 2009, 00:00:00

Højesteret gjorde samtlige domme over Fighters+Lovers aktivisterne betingede: Rækkevidden af terrorloven er nemlig uklar

Hammeren faldt i Højesteret i går: Syv enige dommere slog fast, at den colombianske oprørsbevægelse FARC og den palæstinensiske befrielsesorganisation PFLP har begået alvorlige forbrydelser, der hører ind under den danske terrorlovgivning.
På den baggrund blev seks aktivister fra Fighters+Lovers idømt fængselsstraffe på mellem 60 dage og seks måneder for støtte til de to bevægelser.
- Det er en forrykt dom. Vi har ikke gjort noget galt. Vi har protesteret mod de terrorlove, som undergraver vores politiske frihedsrettigheder. Politikerne har lavet en beskidt lov, som de har sat retssystemet til at administrere, fastslog Ulrik Kohl fra Fighters+Lovers efter domsafsigelsen.
Han blev idømt seks måneders betinget fængsel.
Samtlige domme blev gjort betingede, så de dømte skal ikke i fængsel. Det er en lempelse i forhold til Østre Landsrets dom. Her blev Ulrik Kohl og Michael Schølardt idømt seks måneders ubetinget fængsel.
Højesteret begrunder ændringen med, at '!den nærmere rækkevidde af paragraf 114b (den såkaldte terrorparagraf, red.) har givet anledning til tvivl'.
- Det er et vink med en vognstang fra Højesteret til politikerne: Dommerne siger, at loven er uklar. Borgerne ved ikke, hvad de må støtte og ikke må støtte. Og det er et problem. Derfor er terrorloven en ommer, siger forsvarsadvokat Thorkild Høyer og erklærer sig efterfølgende dybt skuffet over dommen, der betyder en indskrænkning af retsstaten og ytringsfriheden.
- Jeg havde håbet på en frifindelse, så vi kunne have fortsat den stolte tradition for solidaritetsarbejde, vi har herhjemme. Nu må folk i stedet tage til Sverige. Her er det fortsat muligt at lave solidaritetsarbejde med PFLP og FARC. Det er underligt. Den danske og den svenske terrorlovgivning stammer samme sted fra, nemlig EU. Desværre er den danske lovgivning langt strammere, konstaterer Thorkild Høyer.
Udenfor Højesteret blev de dømte modtaget af klapsalver, balloner, røde fagforeningsfaner og Frihedsfanen fra Horserød-Stutthof Foreningen, der er dannet af tidligere modstandsfolk.
Omgivet af kameraer og faner talte Katrine Willumsen, der blev idømt 60 dages betinget fængsel, til forsamlingen:
- Jeg er vred over en så urimelig politisk dom.Det er farligt for demokratiet og viser, at terrorloven er helt galt skruet sammen. Det er tid til, at den bliver lavet om, så vores politiske frihedsrettigheder ikke undermineres, fastslog hun.
Fighters+Lovers og deres forsvarsadvokater vil undersøge mulighederne for at rejse sagen ved Menneskerettighedsdomstolen.


- Sagens gang ved de tre domstole har vist at terrorlovene er politiske. Det handler om at knægte solidariteten og begrænse muligheden for at støtte legitim frihedskamp.
Foreningen Oprør

- Det er en absurd situation, at Danmark gennem EU udvikler sine forbindelser til Israel, som har myrdet tusinder af civile palæstinensere, samtidigt med at solidaritet med det palæstinensiske folks modstandskamp nu kriminaliseres.
Jørgen Petersen, formand Kommunistisk Parti

- Støtter man en organisation, der er på FN`s eller EU's terrorliste, er det terrorstøtte, hvis domstolene vurderer, at der er tale om en terrororganisation - uanset om støtten skal gå til specifikke formål, som er humanitære eller ikke-voldelige.
Lars Lindhard, formand for Advokatrådets strafferetsudvalg

- Dommen betyder, at borgere i Danmark nu kan fængsles for at yde støtte til befrielsesbevægelser som PFLP og FARC. Det er skræmmende, og afspejler en manglende forståelse for den komplicerede virkelighed, som det palæstinensiske og colombianske folk lever i.
Marie Goldschmidt, Internationalt Forum

- Dommen viser, at vi havde ret, da vi advarede mod vedtagelsen af terrorlovene. Lovgivningen medfører en kriminalisering af solidaritetsarbejde med bevægelser, der kæmper mod undertrykkelse eller en fremmed magts besættelse.
Line Barfod, Enhedslisten

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. mar. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland