Søfolk frygter en katastrofe, hvis det fastholdes, at en bemanding på fire er tilstrækkeligt til et skib med 600 passagerer. De demonstrerede i går
Kan fire sømænd redde 600 passager, hvis alt går galt om bord?
'Nej', lyder det fra 3F Sømændene.
Fagforeningen mener, at bemanding og sikkerhed på passagerfærger i Danmark har nået et absolut lavpunkt med Søfartsstyrelsens godkendelse af bemandingen på rederiet Nordic Ferry Services nye færger.
- Styrelsen vurderer, at det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt med en driftsbesætning på sølle fire søfolk om bord, vel at mærke inklusiv kaptajn og styrmand. Vi er absolut ikke enige, siger Søren Sørensen, formand for 3F Sømændene, til Arbejderen.
Sømændene vurderer, at det vil være yderst begrænset, hvor meget en bemanding på fire personer vil kunne hjælpe 600 passagerer ved kollision, brand eller anden ulykke. Fagforeningen har derfor anket Søfartsstyrelsens afgørelse og havde kaldt til demonstration i går eftermiddags, samtidig med at Ankenævnet for Søfart behandlede sagen.
- Vi håber naturligvis, at Ankenævnet omgør beslutningen. Alt andet vil være uforsvarligt, pointerer Søren Sørensen.
Faglig sekretær i 3F Sømændene, Morten Bach, anbefaler passagerer på de danske færger at medbringe vandpistoler og baderinge i tilfælde af, at der skulle udbryde brand eller anden ulykke om bord.
- Den slags udstyr kan være passagerernes bedste værn, hvis en katastrofe rammer nye danske færger, lyder det dybt ironisk.
Morten Bach gør opmærksom på, at bemandingen på danske færger er blevet skåret voldsomt de sidste otte år, og dermed er sikkerhed også blevet ringere.
Ankenævnet for Søfart traf først sin afgørelse efter Arbejderens deadline.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278