Forsvarskommissionen anbefaler indkøb af kampfly for milliarder. Danmark skal bidrage med bombefly i Afghanistan og resten af verden. resten af verden
Dansk militær tog i går et stort skridt hen imod et nyt kampfly: Forsvarskommissionen overrakte sine anbefalinger til forsvarsminister Søren Gade. Anbefalingerne skal danne grundlag for forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig.
Der er grønt lys til indkøb af nye kampfly, der skal afløse de nuværende 62 F-16 fly.
Forsvarsministeren sætter ikke spørgsmålstegn ved, at Forsvarskommissionen anbefaler at bruge de nye kampfly i internationale operationer:
- Der bliver brugt kampfly i Afghanistan hver eneste dag. Selvfølgelig skal vi minimere, at civile dør utilsigtet. Men forsvaret kan ikke udføre den opgave i Afghanistan uden støtte fra kampfly. Brug af kampfly er helt uundværlig for kamptropperne i Afghanistan. Det er ved at være vores tur til at bidrage, sagde forsvarsminister Søren Gade til Arbejderen.
I dag har Danmark ikke kampfly i Afghanistan. Søren Gade er ikke i tvivl om, at flyene nok skal blive brugt:
- Når vi indkøber fly, er det fordi, der er et behov. Er der et behov, vil de også blive brugt, lovede forsvarsministeren.
De kommende kampfly skal kunne løse opgaver som: 'International ordenshåndhævelse', 'stabiliseringsindsatser' og 'væbnet konflikt', mener Forsvarskommissionen, som vurderer, at F-16 flyet i løbet af få år ikke vil fungere tilfredsstillende i operationer.
Til april ventes militæret at komme med en 'militærfaglig anbefaling' af et nyt kampfly, og til sommer ventes politikerne at tage en principbeslutning, om hvilket nyt kampfly der skal indkøbes - og hvor mange. Prisen for de nye fly varierer efter antal, type og udregningsmetode. Beløb mellem 20 og 144 milliarder kroner har været nævnt.
Forsvarskommissionen opfordrer da også politikerne til at overveje prisen:
'På kort sigt bør det efter Forsvarskommissionens opfattelse overvejes, hvordan udgifterne for kampflystrukturen kan reduceres', står der i rapporten.
Prisen på det amerikanske kampfly Joint Strike Fighter (som Danmark er med i udviklingen af, red.) er steget til det tredobbelte af, hvad politikerne blev stillet i udsigt, da udviklingen gik i gang. De amerikanske myndigheder har hævet prisen til 779 millioner kroner stykket, oplyste den amerikanske revisionsmyndighed, GAO, tidligere på måneden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278