Den voksende ulighed er politisk bestemt, fastslår ny analyse. Kommunistisk Parti vil vende udviklingen med en ny skattereform
Når kløften mellem rige og fattige danskere vokser år for år, skyldes det hovedsagligt helt bevidste politiske valg fra flertallet på Christiansborg.
Det mener Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som netop har offentliggjort en analyse, der viser, hvordan uligheden i Danmark er accelereret under den borgerlige regering.
- Især skattestoppet og udviklingen på boligmarkedet er en af de helt store årsager til den stigende ulighed. Regeringen er bevidst gået ind og har sørget for, at dem, der i forvejen har mest, får endnu mere, siger Erhvervsrådets cheføkonom, Jonas Schytz Juul, til Arbejderen.
Han forventer, at uligheden vil vokse endnu hurtigere, når regeringens og Dansk Folkepartis skattereform træder i kraft i 2010.
- Konsekvensen er, at det bliver sværere at bevæge sig fra at være fattig til at være rig. Det truer sammenhængskraften i samfundet, mener Jonas Schytz Juul.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Venstre til analysen. Men overfor Information afviser beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), at regeringen kun vil øge uligheden.
- Det er fordrejet og propagandistisk. Hvis der i samfundet er økonomisk vækst og stigende beskæftigelse, så stiger uligheden også, selvom vi alle bliver rigere. Det omvendte er den økonomiske krise, vi står i nu. Den vil gøre os alle fattigere, men få ligheden til at stige, siger han.
Men uligheden er regeringens ansvar, fastholder formand for Kommunistisk Parti, Jørgen Petersen.
Partiet kræver et opgør med skattestoppet og vil i stedet øge de rigestes skatteprocent.
- Vi har brug for en skattereform, som holder fast i princippet om, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder. De arbejdsfrie gevinster skal beskattes og skatten skal sættes op på formuer og de største indkomster, understreger Jørgen Petersen.
Skatteindtægterne vil Kommunistisk Parti blandt andet bruge på mere velfærd og en øjeblikkelig regulering af alle overførselsindkomster med 25 procent, så de svarer til prisudviklingen i resten af samfundet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278