14 Sep 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

SF støtter NATO

SF støtter NATO

Torsdag, 02. april, 2009, 00:00:00

SF`s ledelse siger ja til NATO-medlemskabet. Det sker på trods af formuleringer i partiprogrammet om, at NATO skal afvikles

SF`s ledelse tog tirsdag endnu et skridt mod Socialdemokraterne og erklærede sin støtte til dansk medlemskab af NATO.
Det skete ved en forespørgselsdebat i Folketinget om NATO`s fremtid. Anledning til debatten var NATO`s 60 års jubilæum, som fejres i den kommende weekend.
'Folketinget fastslår, at medlemskabet af NATO uforandret er grundlaget for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik', hedder det blandt andet i et beslutningsforslag, som støttes af SF i lighed med alle andre folketingspartier på nær Enhedslisten.
Holger K. Nielsen, SF`s forsvarsordfører, erkender, at NATO har udviklet sig fra at være en erklæret forsvarsalliance til at spille en global rolle.
- Det er en politik, som SF forsigtigt, vil jeg kalde det, støtter, for jeg synes også, at vi må sige til os selv, at der jo er grænser for, hvor meget NATO kan tage rundt i verden og føre krig; der er grænser for, hvad NATO har kapacitet til, og der er også grænser for, hvad der måtte være i vores sikkerhedspolitiske interesse, sagde Holger K. Nielsen i sin forklaring på SF`s nye NATO-holdning.
Der er tale om en kovending fra partiets side. SF`s principprogram taler om, at NATO skal afvikles. Men Holger K. Nielsen fik også nævnt, at principprogrammet er til diskussion, når SF holder landsmøde om en måneds tid.
Frank Aaen fra Enhedslisten beklager dybt SF`s standpunkt.
- Vi mener, at venstrefløjen i Danmark i meget højere grad skulle arbejde for en fundamental ændring af sikkerhedspolitikken. For den sikkerhedspolitik, der er blevet ført de sidste syv år, og som NATO står for, er jo en sikkerhedspolitik, der primært bygger på bomber og krig, sagde han.
De øvrige partier var til gengæld fulde af lovord.
- Vi byder SF velkommen blandt de ansvarlige sikkerhedspolitiske partier, lød det for eksempel fra udenrigsminister Per Stig Møller.
- Det er en glædens dag i dag. Der er som bekendt større glæde i himlen oven én omvendt synder end 99 retfærdige, og derfor vil jeg godt byde velkommen til SF i den lejr, der bakker op om Afghanistanindsatsen, erklærede Søren Pind, Venstres forsvarsordfører.
Han hentyder til, at beslutningsforslaget også indeholder en sætning om, at regeringen arbejder for at styrke et NATO, som 'leder af fredsskabende og fredsbevarende operationer som på Balkan og i Afghanistan.
Holger K. Nielsen afviste, at SF`s tilslutning til den sætning er udtryk for en ændret holdning til krigen i Afghanistan.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. apr. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland