60 procent arbejdsløse: TIB`s a-kasseleder har aldrig oplevet noget lignende. Nu frygter hun, at de arbejdsløse unge helt vil droppe tømrerfaget
A-kasselederen hos Træ-Industri-Byg (TIB) i København var rystet, da hun mandag fik stukket fagforeningens seneste oversigt over arbejdsløse, nyuddannede unge i hånden: 60 ud af cirka 100 har meldt sig arbejdsløse.
- Det er første gang, at der kommer en så stor klump af nyuddannede arbejdsløse. En ungdomsarbejdsløshed på tres procent er meget bekymrende. Det er vigtigt, at fastholde fagligheden. Det er samfundsmæssigt spild, at sige 'tak fordi du gad tage en faglig uddannelse på fire år, nu kan du blive cykelbud', siger a-kasseleder, Jette Gottlieb til Arbejderen.
Hun understreger, at det nu gælder om at sikre, at de unge bevarer en faglig identitet, selvom de er arbejdsløse. En nyudlært, der får arbejde som cykelbud, taxachauffør eller pedel, bliver hurtigt slået ud af kurs.
- Mange kommer aldrig tilbage. Mester siger jo: 'Nå! du har aldrig været ude at arbejde som tømrer', og så ryger de bagerst i køen. Vi risikerer at tabe en hel årgang på gulvet. Og så kommer vi pludselig til at mangle folk om nogle år, advarer Jette Gottlieb.
Mange af de unge har købt lejlighed og nogle har fået kone og barn. Nu sidder de hårdt i det.
- Den her generation er uddannet i opgangstider for byggeriet. Derfor er det kommet som et totalt chok, at de nu er arbejdsløse. De har aldrig troet andet end, at når de var færdige, skulle de ud og have et arbejde. Krisen kom pludseligt. Folk har ikke haft en chance for at forberede sig, siger hun.
Det forrige hold københavnske tømrersvende, der blev uddannet for et halvt år siden, fik næsten alle sammen arbejde, da de var færdige.
Krisen mærkes også i forhold til manglen på praktikpladser. Af de i alt 175 der i øjeblikket går på grundforløbet på de københavnske erhvervsskoler med henblik på at blive tømrer, er det kun ni som har fået aftale om læreplads, oplyser Jette Gottlieb.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278