25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Regering rykker socialt ansvar

Regering rykker socialt ansvar

Onsdag, 08. april, 2009, 00:00:00

Historisk ansvarsskifte for førtids- og sociale pensioner på Christiansborg i går. Eksperter advarer om skred i socialpolitikken

Da Claus Hjort Frederiksen i går overdrog beskæftigelsesministeriet til Inger Støjberg (V), benyttede statsminister Lars Løkke Rasmussen chancen til også at lægge en stor del af ansvaret for samfundets svageste og mest udsatte over i Inger Støjbergs hænder.
Ministeransvaret for de sociale pensioner, førtidspensioner, boligstøtte og børnebidrag, foretog i går et historisk skifte fra tidligere at have hørt til i Socialministeriet og Velfærdsministeriet til nu at høre under Beskæftigelsesministeriet.
Det får flere af landets fremtrædende socialpolitiske eksperter til at advare om gennemhulning af det sociale sikkerhedsnet.
- Når vi rykker en del af overførselsindkomsterne over i Beskæftigelsesministeriet, siger vi også, at det skal kunne betale sig at udbetale for eksempel pensioner. Jeg frygter, at det kan føre til dyb forarmelse for de, der ikke kan komme i arbejde, og som det derfor ikke kan betale sig at hjælpe, siger formanden for regeringens råd for socialt udsatte, Preben Brandt, til Arbejderen.
Formand for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post, kalder det endnu et skridt i afmonteringen af velfærdsstaten.
- Opfattelsen af ledighed er rykket fra at være noget strukturelt betinget til at være den enkeltes eget ansvar. Hvor systemet før skulle holde hånden under de svageste, handler det nu om at minimere de offentlige udgifter og få så mange i arbejde som muligt, siger Bettina Post.
- Det betyder, at vi underkender den sociale del af beskæftigelsesindsatsen og hellere vil have folk i arbejde hurtigt end for eksempel at give dem mulighed for at få en uddannelse, siger hun.
Socialrådgiverformanden frygter, at ændringen kan være optræk til at førtidspensionerne skal angribes, når regeringen ventes at fremlægge en reform af førtidspensionerne til sommer.
- Der har længe været raslet med sablen om, at pensionerne ikke længere skal være varige. Når de nu er lagt over i Bekæftigelsesministeriet, kan det tyde på, at regeringen har planer om at gøre førtidspensionerne midlertidige i forbindelse med den kommende reform, siger Bettina Post til Arbejderen.


Nye ministre
- Ny statsminister er som bekendt tidligere finansminister Lars Løkke Rasmussen.
- Claus Hjort Frederiksen forlader Beskæftigelsesministeriet for at blive finansminister.
- Beskæftigelsesministeriet overtages af Inger Støjberg fra Venstre, samtidig får ministeriet en række nye ansvarsområder. Inger Støjberg bliver også ligestillingsminister.
- Velfærdsminister og minister for ligestilling Karen Jespersen sagde op i fredags. Velfærdsministeriet nedlægges nu. Opgaverne fordeles mellem Beskæftigelsesministeriet samt Indenrigs- og Socialministeriet. I sidstnævnte bliver Karen Ellemann fra Venstre minister.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. apr. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland