På et weekendseminar i Horsens arrangeret af Kommunistisk Parti mødtes unge fra hele landet for at blive klogere på, hvad den nuværende krise er for en størrelse
Kød, klassekamp, økologi, praktikpladser, socialisme, demokrati og profitratens faldende tendens.
Det var nogle af de mange temaer, der blev diskuteret på ungdomsseminar om kapitalismens krise forrige weekend i Horsens. Det var Kommunistisk Partis ungdomsudvalg, der arrangerede weekenden. Her deltog både medlemmer af partiet og andre interesserede unge fra hele landet.
Rasmus Ravn på 19 år, arbejdsløs og medlem af Kommunistisk Partis Ålborg afdeling var blandt deltagerne. Han synes, at det var fedt at møde andre af partiets unge og få lov til at diskutere med dem.
- Jeg kommer fra et udkantsområde, hvor vi ikke er så mange unge medlemmer. Når man så kommer til det her, så oplever man, at vi at vi er meget mere end en lille gruppe i Nordjylland.
Rasmus Ravn var godt tilfreds med programmet og weekendens forløb. Han synes det var nogle spændende oplæg og mener, at krisen er vigtig at forholde sig til. Det nikker Christine Bergen, 18 år, og elev på Ishøj Gymnasium genkendende til.
Hun er ikke medlem af Kommunistisk Parti, men deltog i seminaret, fordi hun gerne ville møde unge kommunister, der interesserer sig for samfundet.
Hun havde hørt om seminaret fra nogle medlemmer i København, da hun deltog på et offentligt møde om demokrati, arrangeret af Kommunistisk Parti. Hun beskriver weekenden som en super fed oplevelse, hvor hun lærte en masse.
Socialistisk alternativ
Christine Bergen fremhæver især debatten om socialistiske alternativer, som de unge selv arrangerede.
- Det er så sjældent, nogen snakker om alternativer til kapitalismen. Men det er en tid, hvor der er brug for, at finde ud af hvad socialismen kan tilbyde. Med krisen skriger det i øjnene, at der er noget galt, konstaterer hun.
Særligt begejstret var Rasmus Ravn for et oplæg om den økologiske krise.
- Under den debat vågnede folk virkelig op. Det er så indlysende, at der skal gøres noget, og at det er kapitalismen, der sætter begrænsningerne. Der er ikke noget der hedder grøn kapitalisme, for der vil jo altid være nogle, som skal tjene profit, siger han.
Ungdomsudvalget havde bedt Anders Bjerre Mikkelsen fra Kommunistisk Partis Århus afdeling om at holde oplæg om klimakampen.
Her blev de unge klogere på, at marxisme ikke bare handler om at skabe arbejde, uafhængig af miljøets tilstand. Karl Marx selv formulerede arbejdet som en proces, hvor både mennesket og naturen er tilstede.
I et samfund som styres efter maksimal profit, lader man ikke arbejdskraft og natur indgå i et bæredygtigt samspil. Det skaber enorme og livstruende klimaproblemer, der ikke løses inden for rammerne af det kapitalistiske system, lød en af opsummeringerne fra debatten.
Rasmus Ravn er også glad for at mærke, at man ikke behøver at være fuldstændige enige i alt, og kalder den en styrke for debatterne.
Krisens mange ansigter
Nikolaj Kofoed, 26 år, og medlem af Kommunistisk Partis Ungdomsudvalg, fortæller, at ideen med seminaret var at sætte fokus på, at krisen har mange forskellige ansigter. De hænger sammen og skyldes den kapitalistiske samfundsindretning.
- Nogen kalder krisen en finanskrise, men det er helt forkert. Udover at krisen har med økonomi at gøre, så handler den for eksempel også om klima og fødevarer. Vi står overfor en række sammenhængende og grundlæggende problemer, som siger noget om, at det er det kapitalistiske system, den er gal med.
Seminaret blev afholdt i Horsens Bogcafé, som er lokalafdelingens faste tilholdssted.
Maden stod ældre partimedlemmer for til alles tilfredshed. Derudover var deltagerne glade for, at caféen har en lille gård, hvor den første forårssol kunne nydes i programmets pauser.
Det eneste kritikpunkt var, at man skulle have for mange penge op af lommen, når der skulle købes øl til festen om aftenen.
Her blev der udover at drikke øl, leget, sunget, hørt musik og diskuteret politik til langt ud på natten.
Plan om aktion
Om de unge kommunisters fremtidsplaner fortæller Nikolaj Kofoed, at der om søndagen, som var afsat til debat om aktiviteter, blev besluttet, at man vil fokusere på vilkårene for eleverne på de tekniske skoler.
- Rigtig mange unge arbejdere rammes af krisen. Flere og flere bliver arbejdsløse eller kan ikke få praktikplads under uddannelsen. Det synes vi er vigtigt at sætte fokus på, og derfor laver vi en aktion, som sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor man overhovedet skal tage en uddannelse, når man hverken kan få praktikplads eller arbejde bagefter.
Hvad aktionen, som vil løbe af stablen midt i maj, mere præcist går ud på, vil de unge ikke røbe. Det vil først blive offentliggjort overfor pressen på et senere tidspunkt.
Nikolaj tror ikke, at det er sidste gang Kommunistisk Parti inviterer til ungdomsdebat om krisen.
- Det er vigtigt at forholde sig til krisen og forstå den. Som kommunister vil vi gerne tage ansvar for, at unge kan blive en del af den debat, som også hænger sammen med hvad for et samfund, vi vil have i stedet.
Læs mere om Kommunistisk Parti på www.kommunister.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278