24 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

DI afviser kreative arbejdsgivere

DI afviser kreative arbejdsgivere

Fredag, 17. april, 2009, 00:00:00

HK`s mistanke om at arbejdsgivere ser krisen som anledning til at skille sig af med besværlige ansatte, afvises af DI

Arbejdsgiverne i DI kan ikke genkende billedet af, at arbejdsgiverne udnytter den øjeblikkelige krise til at skille sig af med 'besværlige' ansatte.
Som omtalt i Arbejderen i tirsdags begynder fyringerne nu at ramme også det administrative personale på landets arbejdspladser. Desværre kan ikke alle fyringer begrundes med krisen, mener HK Østjylland, på baggrund af et stigende antal henvendelser fra medlemmerne.
- Flere gange om ugen hører vi fra medlemmer, der er blevet fyret med henvisning til de økonomiske vilkår, men hvor vi synes, det lugter lidt for meget af, at arbejdsgiverne udnytter situationen til at slippe af med de medarbejdere, der af den ene eller anden grund irriterer ledelsen, fortæller sektorformand Andy Dalum fra HK Østjyllands privatsektor til Arbejderen.
Ifølge ham findes de 'oprydnings-truede' især blandt ansatte, der er fagligt engageret, højt lønnet eller kræver særlige hensyn.
Den østjyske HK-afdeling har konkret to eksempler på arbejdsgivere, der, begrundet i dårlig økonomi, forsøgte at skille sig af med sikkerhedsrepræsentanterne. En manøvre som virksomhederne hver måtte betale 100.000 kroner for.
- Vi har ganske vist mange medlemsvirksomheder, der er ramt af krisen. Men vi kan ikke genkende billedet af virksomheder, der skulle benytte sig af situationen til at skille sig af med de nævnte medarbejdergrupper, siger underdirektør i DI, Anders Søndergaard, til Arbejderen.
- Hvis det var tilfældet, tror jeg, vi havde set mange flere faglige sager, fortsætter han og understreger, at både DI og medlemsvirksomhederne generelt har udmærket styr på overenskomsternes bestemmelser vedrørende opsigelse og andre væsentlige ændringer af løn og arbejdsforhold.
Skulle det ske, at medlemsvirksomhederne ikke følger reglerne, så er det Anders Søndergaards indtryk, at de hurtigt bliver gjort opmærksom på det af de ansatte og deres tillidsrepræsentanter.
Claus Henrik Nedermark, formand for privatsektoren i HK Nordjylland, mener ikke, der er noget nyt i, at arbejdsgivere engang imellen gør forsøg på at slippe af med fagligt og politisk aktive. Men han er enig i, at der bliver reageret straks i de tilfælde, hvor arbejdsgiverne ikke overholder overenskomstens bestemmelser og det kommer til fagforeningens kendskab.
- Det slipper arbejdsgiverne som regel ikke godt fra. Det samme gælder hvis vi får nys om, at de fyrer en medarbejder og så kort tid efter ansætter en ny i samme stilling, siger han til Arbejderen.
HK Nordjylland får for tiden en del henvendelser fra medlemmer med spørgsmål om hvordan de skal forholde sig til arbejdsgivernes tilbud om at gå ned i løn og timetal, så længe der er dårlige tider. De medlemmer 'bekymrer' Claus Henrik Nedermark sig ikke så meget om. Det gør han til gengæld for dem, der ikke kontakter fagforeningen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. apr. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland