23 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sygelov bryder trepartsaftale

Sygelov bryder trepartsaftale

Torsdag, 23. april, 2009, 00:00:00

Et nyt lovforslag betyder, at det bedre kan betale sig for kommunerne at få tvangsaktiveret syge mennesker frem for at yde dem den indsats, de har behov for

Det var ikke det vi aftalte.
Sådan lyder det fra LO til regeringens forslag om kompensation til kommunerne ved delvis aktivering af sygemeldte.
- Vi mener, det var klart præciseret i trepartsaftalen fra sidste efterår, at kommunerne ubegrænset skulle have den høje refusion, også hvis den sygemeldte ikke kunne vende tilbage til sin hidtidige arbejdsplads. Det foreliggende lovforslag bryder med trepartsaftalen, siger LO`s næstformand, Lizette Risgaard, til Arbejderen.
Ifølge regeringens lovforslag skal syge fremover mødes med krav om aktivering efter ni uger, hvis de ikke kan klare at komme tilbage på arbejdet. Lykkes det, får kommunerne dækket 65 procent af udgifterne til sygedagpenge af staten. Omvendt får kommunerne kun 35 procent retur, hvis den syge ikke i løbet af kortere tid kommer i gang, skriver Nyhedsbrevet 3F.
For at syge ikke skulle havne i en klemme, blev det netop aftalt, at kommunerne fortsat ville få 65 procent af udgifterne dækket, i de tilfælde hvor den delvist raskmeldte ikke kunne komme tilbage til sin hidtidige arbejdsplads. Dog skulle kommunen fortsat lægge sig i selen for at give den syge aktive tilbud.
LO har, både i sit høringssvar og i et brev til ministeren, krævet, at få de foreslåede stramninger af refusionsreglerne fjernet og bragt tilbage 'i overensstemmelse med, hvad vi har aftalt'.

Syge bliver jaget vildt
Næstformand i 3F, Jane Korczak, er ikke i tvivl om, hvad det kommer til at betyde for syge, der allerede i dag føler sig hårdt pressede af kommunerne.
- Det her vil kun gøre dem til endnu mere jaget vildt. Det er ren hasard, hvor syge i en sårbar situation spilles ud mod kommuner, der har en stram økonomi. Det bliver ikke den syges behov, der kommer i første række, siger hun til Nyhedsbrevet 3F.
Folketinget havde lovforslaget til førstebehandling den 3. april. Både Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne er indædte modstandere forslaget.
Line Barfod fra Enhedslisten forudser som Jane Korczak øget pres på de sygemeldte.
- Problemet med de værktøjer, som Venstre mener, man skal bruge, er jo, at det bliver til tvang, og at man har lavet et system, hvor det for kommunerne økonomisk kan betale sig at få tvangsaktiveret syge mennesker frem for at yde dem den indsats, de har behov for, lyder det fra Enhedslistens ordfører.
Hun henviser til det 'ulovlige' forsøg, som tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) har sat i gang i 17 kommuner.

Tvangsaktivering i fitnesscenter
- I Ringsted har man valgt, at samtlige 100, der er med i det ulovlige forsøg, bliver tvangsaktiveret på et fitnesscenter. Det mere end antyder, at det ikke er den konkrete vurdering af det enkelte menneske og af, hvad det har behov for for hurtigst muligt at kunne få det bedre, der er drivkraften, men at det alene er tvangsaktivering, fordi man ellers mister penge, mener Line Barfod.
Formand for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post, mener at loven skal indrettes, så det bliver muligt for socialrådgiverne at tage hensyn til den enkelte borgers sygdomsforløb.
- Der er brug for fleksible løsninger her. Ud fra konkrete lægelige vurderinger skal vi tilrettelægge et forløb, som tager hensyn til den enkeltes behov. Det er faktisk meget enkelt, siger Bettina Post.
På den baggrund opfordrer hun politikerne til helt at droppe ideen om, at kommunerne straffes økonomisk, hvis en alvorligt syg ikke sendes i aktivering.
Ifølge Folketingets ugeplaner er tredjebehandling af lovforslaget sat på dagsordenen mandag den 18. maj.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. apr. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland