23 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dårligt arbejdsmiljø koster dyrt

Dårligt arbejdsmiljø koster dyrt

Fredag, 24. april, 2009, 00:00:00

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: Kæmpe potentiale i at forebygge ulykker og nedslidning. Dårligt arbejdsmiljø koster millioner af arbejdsår

af Hans Brinkmann
Mens Arbejdsmarkedskommissionen har haft travlt med forslag om at forringe dagpenge og efterløn for at skaffe flere hænder, så viser nye beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at regeringens mål om 50.000 flere på arbejdsmarkedet i 2015 kunne nås med forebyggelse af arbejdsulykker og nedslidning.
Beregningerne viser, at hvis risikoen for tidlig død og førtidspensionering blev fjernet, så ville danskerne i gennemsnit arbejde 4,3 år mere.
- Der er et kæmpepotentiale i at forebygge ulykker og nedslidning. For det første vil den enkelte få et bedre liv, og de ville betale skat og bidrage til samfundet i stedet for at få pension fra det offentlige og trække på sundhedssystemet, siger direktør Lars Andersen, AE til Politiken.
Det er de ufaglærte, som betaler den højeste pris. I gennemsnit får de kappet syv år af deres arbejdsliv, mens højtuddannede mister to år.
- Hvis alle uddannelsesgrupper havde samme lave risiko for førtidspensionering og tidlig død som folk med videregående uddannelse, så ville beskæftigelsen potentielt kunne øges med 106.000 personer. Det er mere end dobbelt så meget som målet, siger Lars Andersen

Hvis arbejde er sundt
- De nye tal bekræfter tidligere undersøgelser fra blandt andet Arbejdsmiljøinstituttet, som viser, at en tredjedel af sygefraværet skyldes arbejdsmiljøet. Helt op til halvdelen af sygefraværet for ufaglærte skyldes arbejdsmiljø. Derfor er der ingen tvivl om, at hvis man lavede en ordentlig og perspektivrig indsats for at forbedre arbejdsmiljøet, så kunne man stoppe nedslidningen, siger Janne Hansen, Fagligt Ansvars arbejdsmiljøgruppe.
- Derfor er det også helt bagvendt, når regeringen ensidigt fokuserer på, hvordan de kan jage syge i arbejde, inden de er raske. Beskæftigelsesministeren har åbenbart ikke forstået ironien i sloganet om, at hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge, siger hun.
- Det er jo en myte, regeringen har spredt, at sygefraværet er steget. Det er ikke steget i 30 år, måske er der flere langtidssyge, men det er netop på grund af arbejdsmiljøet og den manglende forebyggende indsats, siger Janne Hansen.
- De syge har en masse pligter, men det er svært at få øje på deres rettigheder. Man kunne starte med at stoppe den stress, de syge udsættes for, fordi de konstant risikerer at miste deres forsørgelsesgrundlag. Hvis bare et enkelt brev går forkert, så er det nok til at stoppe sygedagpengene. Folk er virkelig bange, og oplever de bliver pisket rundt. Selvfølgelig skal vi hjælpe dem, der er blevet syge. Men det er nødvendigt at se på den enkeltes situation, og give dem tilbud - uden tvang - som de kan bruge, siger hun.

Fra kontrol til forebyggelse
- Det kunne være interessant at få beregnet, hvad det koster af ressourcer at jage de syge rundt i systemet, som man gør nu. Det bliver endnu mere udtalt, når den nye sygelov træder i kraft, hvor kommunerne kan spare penge ved at aktivere. Hvis de penge i stedet blev brugt målrettet til forebyggelse, så ville vi kunne spare meget af den symptombehandling, vi nu bruger kræfterne på, siger Janne Hansen.
Hun mener, at det er et kæmpeproblem, at regeringen har sparet Bedriftssundhedstjenesten (BST) væk.
- Regeringen har sparet forebyggelsen væk. Hvis man vil forebygge nedslidning og ulykker, så kan man ikke vente på, at Arbejdstilsynet kommer forbi og screener hvert syvende år. Efter BST er væk, er vejen til professionel hjælp blevet længere. Der er brug for rammer, der sikrer, at der bliver arbejdet kontinuerligt med forebyggelse i virksomhederne, siger Janne Hansen.
Udover at få genindført en professionel forebyggelse som BST stod for, så efterlyser hun også målrettede kampagner.
- Det er mange år siden, vi har lavet målrettede kampagner for arbejdsmiljøet, som virkelig har fyldt i billedet. Hvis både top og græsrødder trak i samme retning og fokuserede på et område eller branche, og satte spot på et problem, så kunne vi rykke tingene, siger Janne Hansen.

Artiklen er hentet fra Fagligt Ansvars hjemmeside

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. apr. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland