Dansk Byggeri er blevet dømt for ikke at tage klart afstand fra overenskomst-brud. Det forhindrede 3F i at komme til bunds i sagen før det var for sent
af Hans Brinkmann
Ved ikke at tage afstand fra overenskomststridige arbejdstidsaftaler forhalede Dansk Byggeri afgørelsen i en sag om efterbetaling til polske arbejdere, som blev snydt for stort beløb. Dermed har Dansk Byggeri været medvirkende til, at en af deres medlemsvirksomheder har misbrugt polsk arbejdskraft.
I sidste uge blev arbejdsgiverorganisationen idømt en bod på 75.000 kroner for at have pådraget sig organisationsansvar.
Sagen handler om det danske byggefirma Cisco Partnere Aps, som gik konkurs for et lille år siden, efter at have været involveret i en stribe faglige sager om omgåelse af østaftalen. Den seneste sag mod firmaet handlede om overenskomststridige arbejdstidsaftaler, som blandt andet indebar fast ugentlig arbejdstid på 60 timer.
Undlod at tage afstand
Men selvom Dansk Byggeri vidste, at aftalerne var klokkeklare brud på overenskomsten, så undlod de at tage afstand fra dem i de mange fagretslige møder, som har været holdt om sagen.
Da Roskilde Bank trak stikker ud for firmaet sidste år og gik konkurs, stod de 60 polske arbejdere tilbage med et tilgodehavende i millionklassen, som de aldrig ser en krone af.
3F havde kontakt med 19 af de polske arbejdere, som forbundet har indgået forlig om med Dansk Byggeri. De har 772.000 kr. til gode, som man forsøger at hente i Lønmodtagernes Garantifond.
- Derfor er det en kæmpesag, hvor de polske arbejdere er blevet snydt så det driver. Der blev lagt et røgslør ud over virkeligheden, så det var umuligt at komme til bunds i, hvilke vilkår de i virkeligheden arbejdede under, siger forhandlingssekretær i 3F, Ole Christensen.
- Han var en platugle, som i Arbejdsretten indrømmede, at han godt vidste at aftalerne var ulovlige, alligevel fortsatte han. Og Dansk Byggeri er meddelagtige, de fastholdt helt frem til konkursen, at der ikke var tale om brud på overenskomsten, siger han.
Lussing til arbejdsgiverne
- Dommen er en lussing til Dansk Byggeri. Og det er en historisk stor bod for organisationsansvar de her har fået. De har holdt hånden over det her firma, selvom de vidste den var gal, siger Ole Christensen.
Han håber dommen, kan få Dansk Byggeri tilbage på sporet.
- Selvom de ved, at der bliver snydt, så vil de ikke være med til at afdække det. Jeg håber dommen får dem på andre tanker, så de begynder at samarbejde om at få overholdt de overenskomster, som de selv har været med til at indgå. Dommen er udtryk for Dansk Byggeris fedteri for platugler, som udnytter udenlandsk arbejdskraft. Det må være slut med at de servicerer platugler, siger han.
Artiklen har tidligere været bragt på www.fagligtansvar.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278