Baltic Workforce er et blandt flere firmaer, der tilbyder vikarer til langt under danske overens-komstlønninger. Firmaet vil ikke snakke med Arbejderen
1. maj udløb østaftalen, og dermed kravet om at østarbejderne skal udstyres med en opholds- eller arbejdstilladelse for at arbejde i Danmark.
- Nu vil østarbejdere, der kommer til Danmark for at arbejde, ikke længere være sikret af de overenskomster, der gælder for størstedelen af det danske arbejdsmarked, lyder det fra en bekymret Per Thorup, faglig sekretær i 3F Skagerak.
- Fremover kan en virksomhed, der ikke er overenskomstdækket, ansætte østarbejdere og aflønne dem efter forgodtbefindende. De skal ikke betale dem løn under sygdom, pension, S/H betaling, overtidsbetaling, eller nogen af de andre ting der er aftalt på arbejdsmarkedet, siger han.
Han mener, den nye situation for alvor lægger pres på de danske overenskomster og den danske velfærd. Han efterlyser derfor politisk handling og lovgivning på området.
Et af de firmaer, der spekulerer i billige vikarer fra østeuropa og dermed undergravelse af danske overenskomster, er Baltic Workforce. Vikarbureauet sender for tiden breve til potentielle kunder med tilbud om vikarer fra 90 kroner i timen, alt inklusiv. Af vikarbureauets hjemmeside fremgår det, at det er lovligt for firmaer uden overenskomst.
Arbejderen har sendt en række spørgsmål til direktør Simon From. Efter at have rykket for svar har Arbejderen modtaget en mail med følgende ordlyd:
'Det er undertegnede som står for dette nu. Vi ønsker ikke at medvirke i et interview. Mvh Arne Larsen.'
Hvem Arne Larsen er, fremgår ikke. Arbejderens læsere må derfor gætte på, om Baltic Workforce udelukkende samarbejder med firmaer uden overenskomst. Det samme gælder antallet af ansatte og hvilke brancher de arbejder indenfor.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278