19 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danish Crown i stor sparerunde

Danish Crown i stor sparerunde

Torsdag, 07. maj, 2009, 00:00:00

De næste 18 måneder skal udgifterne skæres med 1,6 milliarder kroner. Lønudgifterne skal ned med 20 procent. Nej, siger slagteriarbejderne

I tirsdags fremlagde bestyrelsen i Danish Crown en omfattende spareplan.
De næste 18 måneder skal der skæres 1,6 milliarder kroner af koncernens omkostninger. Det er nødvendigt for at kunne konkurrere internationalt, lyder det fra Danish Crown.
Planen indeholder ni punkter, der af koncernledelsen beskrives som en helhed. Blandt andet vil koncernen reducere 'de danske omkostninger til løn med 20 procent pr. enhed'.
- Det meget høje lønomkostningsniveau er et helt afgørende parameter, når vi taler om konkurrencedygtighed som international virksomhed i Danmark. Derfor er det også et ufravigeligt krav, at vi i samarbejde med medarbejderne skal reducere lønomkostningerne med 20 procent. Det kræver nytænkning fra begge parter, siger Kjeld Johannesen, administrende direktør i Danish Crown.

Nej til lønnedgang
Slagteriarbejdernes forbund Fødevareforbundet NNF er godt klar over, at Danish Crown har vanskeligheder og står med store 'strukturelle udfordringer'.
- Vi vil også gerne være med til at redde Danish Crown, men det bliver ikke ved at vores medlemmer går 20 procent ned i løn. Den vej er ikke farbar og egentlig betragter vi forslaget som en finke på panden, siger forbundets næstformand Jens Peter Bostrup til Arbejderen.
Han foreslår i stedet, at der bliver gjort alvor af at effektivisere arbejdsgangene og indføre ny teknologi, så de meget arbejdstunge og opslidende opgaver, der stadig findes visse steder i produktionsleddet, bliver begrænset.
- På den måde bliver der ganske vist brug for færre slagteriarbejdere, men der bliver penge til at give landmændene en større afregning. Jeg tror ikke på, at produktionen kan øges, men det resulterer forhåbentlig i, at vi kan beholde nogle af de danske slagtesvin til slagtning i Danmark i stedet for, at de bliver transporteret syd for grænsen, siger Jens Peter Bostrup.

Noget af problemet
En væsentlig årsag til Danish Crowns vanskeligheder er den stigende trafik af danske slagtesvin ud af landet, fordi svineproducenterne her får større afregning. I løbet af årets første tre måneder blev godt to millioner svin kørt over grænsen. Det er tusindvis af danske arbejdspladser, der hvert år sendes ud af landet - og tallet er hastigt stigende.
Jens Peter Bostrup mener, at Danish Crown og Fødevareforbundet NNF har en fælles interesse i at stoppe den voldsomme eksport.
- I Danish Crowns plan indgår nye lukninger af danske fabriksanlæg.Det er kun få måneder siden, at koncernen opsagde 772 af vores medlemmer. Det er en fuldkommen uholdbar situation. Svinene produceres i Danmark. Derfor er der mere perspektiv i at sætte en stopper for eksporten af svin, slår Jens Peter Bostrup fast.
Danish Crown har i forvejen lukket ti afdelinger og fyret 2700 ansatte det seneste år. Dertil kommer tirsdagens udmelding om, at mindst yderligere to produktionssteder lukkes indenfor de næste 18 måneder.

Overskud
Spareplanen kommer dagen efter, at Danish Crown offentliggjorde resultatet for første halvdel af regnskabsåret 2008-2009.
- Det er gået over forventning, indrømmer administrende direktør Kjeld Johannesen om overskuddet på 450 millioner kroner.
Omsætningen i det halvår, der er gjort op, har været på 22,7 milliarder kroner, og det er en fremgang på lidt over en milliard. Fremgangen ligger i forædlingen, og det er navnlig mod slutningen af halvåret, der er kommet ekstra gang i afsætningen af forædlede varer, fremgår det af regnskabet.


Spareplanen

- Lønomkostningerne skal reduceres med 20 procent.
- Investeringerne i Danmark reduceres til et absolut minimum.
- Der skal investeres i slagterikapacitet i Tyskland.
- Indtjeningen i forædlingsselskaberne skal forbedres.
- Der skal spares på administrationen.
- Der skal indføres et nyt markedsorienteret afregningskoncept med andelshaverne.
Får planen den forventede effekt, vil der kunne afregnes med en krone ekstra pr. kilo til svineproducenterne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. maj. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:28

Indland