19 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Enhedslisten klar med krisekrav

Enhedslisten klar med krisekrav

Torsdag, 07. maj, 2009, 00:00:00

Enhedslistens årsmøde har fokus på krisen og vil derudover diskutere taktikken i forhold til en kommende ny regering

I morgen starter Enhedslistens årsmøde. Ved samme lejlighed fejrer partiet også sin 20 års fødselsdag.
Krisen og de nye muligheder for en socialdemokratisk regering er hovedomdrejningspunkterne, når Ø-medlemmerne samles i Korsgadehallen på Nørrebro i København på fredag, lørdag og søndag.
- Vi står i en anden situation, end da Nyrup overtog magten fra Schlüter. Dengang fortsatte Nyrup de borgerliges politik. I dag er der lagt op til lidt større forandringer. For eksempel på sundheds- og socialpolitikken. Der er også en mere klar blokpolitik, og det betyder, at Helle Thorning vil være mere afhængig af Enhedslistens stemmer, mener Pelle Dragsted, medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse.
Der bliver rig mulighed for at diskutere, hvordan partiet skal agere i et Folketing med en socialdemokratisk ledet regering.
- Enhedslisten vil på den ene side kæmpe benhårdt for at få indflydelse på en socialdemokratisk ledet regerings politik. Men samtidig vil vi fortsat være en bidsk vagthund, hvis de løber fra deres løfter om eksempelvis lønforhøjelser til offentligt ansatte, eller hvis de vil forringe velfærden. Det er jo ikke bare ministerposter, der skal skiftes - det er også politikken, der skal skiftes, siger Pelle Dragsted til Arbejderen.
Årsmødet skal blandt andet tage stilling til et forslag fra et medlem om, at partiet skal vælte en kommende regering, hvis den fastholder dansk krigsdeltagelse i Afghanistan.
Konkret vil Enhedslisten sætte fokus på kapitalismens krise og er klar med en række konkrete krav: Banker og virksomheder, som modtager statsstøtte, må ikke udbetale udbytte til aktionærerne, og der skal loft over direktørlønningerne, så længe de er på støtten. Almindelige mennesker som rammes af krisen skal hjælpes. Blandt andet skal satsen for både dagpenge og kontanthjælp sættes op.
Under sloganet 'Vi skal ikke betale for deres krise' vil Enhedslisten bruge efteråret på at tage sine krav med rundt på arbejdspladser og bevægelser.
Krav skal der også stilles til et bedre klima: På årsmødet vil Enhedslisten offentliggøre en række konkrete forslag til, hvordan klimaet kan forbedres.
Af andre opgaver, som Enhedslisten prioriterer i den kommende periode, er valget til EU-parlamentet den 7. juni og kommunalvalget til efteråret.

Læs mere om Enhedslistens årsmøde på www.enhedslisten.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. maj. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:29

Indland