19 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Movias busser kører på mad

Movias busser kører på mad

Torsdag, 07. maj, 2009, 00:00:00

Greenpeace har anmeldt busselskabet Movia til Forbrugerombudsmanden for falsk reklame: Movias biodiesel-busser er ikke med til at skåne klimaet - tværtimod

Bevæbnet med klistermærker indtog aktivister fra miljøorganisationen Greenpeace i går og i forgårs en række Movia-busstoppesteder i København. Det sker i protest over, at busselskabet som en forsøgsordning hælder biodiesel fremstillet af rapsolie på busserne på ni buslinjer i hovedstaden.
- Kollektiv trafik har altid stået som et miljørigtigt alternativ til privatbilismen. Men når Movia hælder rapsolie på busserne, giver det både øget CO2-udledning, øget skovrydning og tager maden fra klodens fattigste, advarer Dan Belusa, kampagnemedarbejder hos Greenpeace.
Movia reklamerer med, at man tester en 'klimavenlig' og 'bæredygtig' biodiesel på sine busser. Derfor har Greenpeace nu meldt Movia til Forbrugerombudsmanden for vildledende markedsføring. Rapsolien udleder nemlig op til 70 procent mere CO2 end almindelig diesel. Desuden er den årsag til at regnskoven ødelægges, advarer Greenpeace:
- Når rapsolien hældes på bilerne, opstår der mangel på vegetabilsk olie hos fødevareindustrien, som derfor importerer mere palmeolie. Palmeolieplantagerne udvides kraftigt på bekostning af regnskovene i Indonesien og Malaysia. Globalt er skovrydning ansvarlig for over tyve procent af alle menneskelige drivhusgasudslip, konstaterer Dan Belusa.
Folketinget behandler for øjeblikket et lovforslag om at al dansk benzin og diesel fremover skal indeholde 5,75 procent biobrændstof.
Hos Movia lader man sig ikke gå på af Greenpeaces aktion.
- Vi er med i det her forsøg, fordi vi forventer, at der inden længe kommer et lovkrav om den her type brændstof. Derfor vil allerede nu gøre os nogle praktiske erfaringer med biobrændstof, eksempelvis om motoren kan holde til det. Vi opfatter ikke Greenpeace` aktion som rettet mod os, men mod kravet om biobrændsel, siger Claus Hermansen, sekretariatschef i Movia til Arbejderen.


www.greenpeace.dk kan du læse mere om biodieslens konsekvenser for natur og mennesker. Her kan du også læse Greenpeaces anmeldelse af Movia til Forbrugerombudsmanden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. maj. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:28

Indland