Murere, tømrere og andre arbejdsløse bygningsarbejdere mødtes i går foran Beskæftigelsesministeriet for at kræve en politik, der kan skaffe arbejde
Nogen har måske haft dem liggende i skuffen i en måned, andre i et halvt års tid.
Men i går var de hvide murer- og tømrerkasketter fundet frem igen, da en gruppe arbejdsløse bygningsarbejdere mødtes foran Beskæftigelsesministeriet for at rejse en skamstøtte over regeringens håndtering af krisen.
- Vi har rejst denne skamstøtte over en politik, der skamløst tilgodeser de velbjergede og de spekulanter, der er årsag til krisen. Vi rejser den for at markere, at vi har en regering og en minister, der fuldstændigt lader hånt om krisens ofre. Vi forlanger en anden politik, der stiller mennesket først, fastslår Henrik Lippert, næstformand i Byggefagenes Samvirke, fra højttalervognen.
På en kantsten foran et banner, der kræver 'meningsfyldte arbejdspladser ikke samtalekøkkener', sidder Brian Westermann.
Han er tømrer, men har været arbejdsløs i to måneder nu.
- Firmaet manglede ordrer, og så blev vi stille og roligt siet fra. Indtil videre holder økonomien hjemme i familien lige til det, fordi min kone stadig har arbejde, men det er rædsomt at gå arbejdsløs. Man bliver jagtet rundt, som om man er doven og ikke gider arbejde - men der er ingen job at få, fortæller Brian Westermann til Arbejderen.
Han har ikke meget tilovers for regeringens hidtidige forsøg på at løse den krise, som rammer byggebranchen hårdt.
- Vi tømrere har et udtryk, der hedder det forhåndenværende søms princip. Og det virker lidt som om både bankpakken og renoveringspuljen er en slags sjuskede lappeløsninger, siger han.
En langsigtet løsning vil ifølge Brian Westermann være at investere i offentligt og energirigtigt byggeri.
- Vi har en kæmpe byggemasse, som er i så dårlig stand, at folk bliver syge at af være i det, og vi har en masse arbejdsløse håndværkere. Så er det da tosset at forsøge at løse krisen ved at støtte den bank- og finansverden, som bare har spillet hasard med det hele, siger han.
På fredag den 15. maj kommer Brian Westermann dog til at arbejde som tømrer igen i nogle timer. Han er nemlig med, når arbejdsløse bygningshåndværkere tager krisen i egen hånd og går i gang med at bygge en offentlig institution på Nytorv i København. Fredag er udråbt til international aktionsdag mod krisens følgevirkninger.
Mellem klokken 14 og 16 er der rejsegilde for institutionen. Alle er velkomne. Der vil være talere og underholdning. Bemærk at aktionen er flyttet, fordi Rådhuspladsen er optaget.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278