Regeringen skal rydde op efter kampen mod terror: PET skal ikke samarbejde med torturstater, og papirer om CIA-fængsler skal offentliggøres, kræver Amnesty
Den danske befolkning har krav på at kende sandheden om Danmarks rolle i den internationale krig mod terror!
Det fastslår Amnesty International i Danmark fra sit landsmøde i weekenden, der samlede 400 medlemmer.
Hemmeligholdte dokumenter om den danske deltagelse i Bushs 'krig mod terror' skal offentliggøres, kræver menneskeretsorganisationen.
- Den danske befolkning spørger lige nu sig selv: Hvor meget ved regeringen om CIA-fly i Danmark og om hemmelige torturfængsler? Hvor langt var regeringen villige til at gå i jagten på formodede terrorister - hvoraf en stor del har vist sig at være uskyldige? Var man villig til at gøre op med forbuddet mod tortur? Vi vil vide, hvad regeringen har foretaget i vores navn, siger Ole Hoff-Lund, pressechef i Amnesty, til Arbejderen.
Der skal også ryddes op i PET, der i terrorbekæmpelsen navn har indledt et formelt samarbejde med efterretningstjenester i lande som Marokko, Syrien og Tunesien, der ifølge Amnesty notorisk anvender tortur. Amnesty advarer mod, at der er en 'alvorlig risiko' for at PET medvirker til tortur ved at udveksle personoplysninger med disse landes efterretningstjenester.
For Amnesty er kampen mod tortur nemlig lige så vigtig som kampen mod terror, understreger organisationen.
- Vi skal have opklaret, hvad PET og regeringen har foretaget undervejs i de foreløbig syv års krig mod terror. Lige nu kører en masse historier i medierne: En dansk-syrier fortæller, at han er blevet tortureret, og PET har hjulpet med oplysningerne. Og hvad skete der med de fanger i Afghanistan, som også fortæller om mishandlinger. Vi har fået en ny statsminister. Han må hjælpe til for at få opklaret historierne, lyder opfordringen fra Amnestys pressechef.
Amnesty opfordrer også justitsministeren til at offentliggøre PET`s retningslinjer for det konkrete samarbejde med torturstater - så der kan skabes fuldstændig klarhed om PET`s potentielle medvirken til tortur.
Men hidtil har regeringens været meget sparsom med oplysninger. Justitsministeren har overfor Folketinget slået fast, at spørgsmål til udenlandske efterretningstjenester om, hvorvidt oplysninger måtte være fremkommet under tortur eller ved hemmelige fængslinger 'ikke kan forventes besvaret'.
Arbejderen forsøgte i går forgæves at få en kommentar til Amnestys udtalelser fra Venstres og Konservatives retsordførere.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278