16 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Knibtangs-dom i morgen

Knibtangs-dom i morgen

Torsdag, 14. maj, 2009, 00:00:00

I morgen falder der dom i en principiel sag: Kan passive demonstranter, der deltager i en fredelig demonstration, som udvikler sig voldeligt, blive dømt

Du befinder dig i en demonstration, som pludselig udvikler sig voldeligt. Fra den ene side bliver der kastet med sten. Alle andre sider har politiet lukket af. Kan du blive dømt for det?
Dette principielle spørgsmål tager Østre Landsret stilling til i morgen, hvor der afsiges dom i den såkaldte knibtangssag ovenpå rydningen af Ungdomshuset den 1. marts 2007.
- De i alt 24 tiltalte blev fanget mellem politiet og stenkastende demonstranter. De var taget til en fredelig demonstration, der skulle manifestere utilfredsheden med rydningen af Ungdomshuset samme dag. De ønskede ikke at være del i et voldeligt opløb, forklarer Sysette Vinding Kruse til Arbejderen. Hun er forsvarer for to af de sigtede og uddyber:
- Samtlige tiltalte forsøgte at komme væk, da demonstrationen udviklede sig voldeligt. Da det ikke kunne lade sig gøre, stillede de sig passivt op ad kirkegårdsmuren for at vise, at de ikke var en del af optøjerne. De løb ikke. Derfor blev de anholdt.
Sagen har haft alvorlige personlige konsekvenser for de tiltalte: En mor måtte få sit barn passet i Jylland, mens hun sad varetægtsfængslet. Og en ung fyr fik aldrig sin eksamen.
Anklagerne mod de 24 er skrumpet voldsomt ind undervejs. Anklagemyndigheden har nemlig valgt at frafalde de to alvorligste sigtelser i sagen: Politiets påstande om medvirken til både vold og grov vold med våben (brosten og flasker) mod politiet er taget af bordet. Tilbage er nu kun sigtelsen for forstyrrelse af den offentlige lov og orden. En sigtelse som kan give op til halvandet års fængsel.
Det efterlader en meget mindre sag. Det er rigtig mange samfundsressourcer at bruge på en sag om gadeuorden, mener Retspolitisk Forening.
Alligevel er sagen principiel.
- Anklagemyndigheden mener, at tiltalte har ydet moralsk opbakning til den voldelige del af demonstrationen, fordi de har befundet sig i den forreste del af demonstrationen. Det er en principiel sag, som handler om hvor langt paragraffen om gadeuorden række. Jeg håber på en frikendelse. Man kan jo hurtigt komme til at befinde sig i en demonstration, som udvikler sig voldeligt, siger Sysette Vinding Kruse.
De 24 blev frifundet i Københavns Byret, men sagen blev anket af anklagemyndigheden. Alligevel har anklageren ikke fremlagt nye beviser eller indkaldt nye vidner til ankesagen i landsretten. Tværtimod havde anklageren et vidne mindre med denne gang - det var den vicepolitikommissær, som i en rapport slog fast, at samtlige de anholdte havde kastet sten mod politiet. Betjenten har senere trukket sine udtalelser tilbage, og statsadvokaten har betegnet rapporten som 'meget kritisabel'. Rapporten blev brugt i det grundlovsforhør, hvor de anholdte blev varetægtsfængslet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. maj. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:28

Indland