16 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Raske ansatte får belønning

Raske ansatte får belønning

Torsdag, 14. maj, 2009, 00:00:00

Arriva belønner lavt sygefravær. Men det gavner nødvendigvis ikke sygefraværet på sigt, advarer ekspert. Fagforbund er også kritiske

Mellem 300 og 800 kroner ekstra om måneden.
Det er hvad de ansatte ved busselskabet Arriva i Esbjerg og Kolding har udsigt til at få i lønningsposen, hvis det samlede sygefravær på arbejdspladsen bringes ned. Efter en forsøgsperiode gøres ordningen nu permanent.
Men den form for lokkemidler skal virksomhederne være varsomme med at tage i brug, advarer seniorforsker Thomas Lund fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
- Undersøgelser viser, at det virker på kort sigt, men på længere sigt er der helbredsmæssige konsekvenser. Hvis man går på arbejde, selv om man er for syg til det, kommer regningen senere, og derfor skal man nøje overveje, hvordan ordningerne indrettes, siger han til 24 Timer.
Også LO-sekretær Ejner Holst er kritisk indstillet over for den form for fremmødebonus.
- Jeg synes, det er en mærkværdig holdning at lægge for dagen, for når virksomheden giver pengene, siger den jo, at medarbejderne enten skal holde op med at pjække eller gå syge på arbejde, siger Ejner Holst.
Dennis Kristensen, formand for FOA tilslutter sig kritikken af, hvad han kalder 'hundekiks-metoder'.
- Det er stærkt bekymrende, når virksomheder, som lever af skattekroner, begynder at belønne medarbejdere for lavt sygefravær. Det er ikke alene urimeligt over for medarbejdere med helbredsproblemer, det er samtidig stærkt kønsdiskriminerende, når vi ved, at kvinder har et lidt højere sygefravær end mænd. Den slags hører efter min mening ikke hjemme i en moderne personalepolitik, lyder det fra Dennis Kristensen.
Han mener, det er med til at udhule fagbevægelsens mangeårige indsats for at skaffe fuld løn under sygdom. Både han og Ejner Holst ser hellere, at virksomhederne medvirker til at nedbringe det arbejdsrelaterede sygefravær.
Hos Arriva forklarer pressechef Martin Wex, at bonusordningen er talt nøje igennem med tillidsrepræsentanterne.
- Vi har fået positive tilbagemeldinger fra medarbejderne samtidig med, at der er sket et fald i sygefraværet, siger han til 24 Timer.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. maj. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:29

Indland