16 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Udlicitering var dyrest

Udlicitering var dyrest

Onsdag, 20. maj, 2009, 00:00:00

Enhedslisten kritiserer, at Københavns Kommune vælger et privat firma, der oven i købet er 11 procent dyrere end kommunens eget kontrolbud

Københavns Kommune kunne ikke andet end at udlicitere renovationen til det private firma City Renovation.
Det citeres Mikkel Aarø-Hansen for at sige til Politiken tirsdag. Han er chef i kommunens Center for Miljø.
Ifølge ham fik kommunen kun ét bud på afhentning af renovationen i Brønshøj, Husum, Valby, Vanløse og Bispebjerg. Derfor var der reelt ikke mange muligheder at vælge imellem, da det i sidste uge skulle besluttes, hvem der skal overtage opgaven efter renovationsselskabet R98.
- Det er bare ikke rigtigt, lyder det fra Mikkel Warming fra Enhedslisten.
Han er socialborgmester i kommunen, men tager sagen op på vegne af Enhedslistens udvalgsmedlem Morten Kabell, der er i udlandet.

Kommunen billigst
Kommunens eget kontrolbud viste, at kommunen selv kunne have udført opgaven til en pris, der i gennemsnit er 11 procent billigere end tilbuddet fra City Renovation.
Enhedslisten foreslog derfor, at kommunen selv varetog renovationsopgaven. Men et flertal valgte at fastholde udlicitering til et privat firma.
- Nu er der taget en politisk beslutning om at privatisere den offentlige opgave. Det er ideologisk idioti. Også ud fra udbudslogikken, der handler om at få arbejdet udført så billigt som muligt, er det tudetosset, siger Mikkel Warming til Arbejderen.
Enhedslisten mener, at udbuddet kunne være aflyst med henvisning til, at prisen var 11 procent dyrere end kommunens eget kontrolbud.

Ingen vej tilbage
Johannes Nymark, det ene af tre socialdemokratiske medlemmer i udvalget, har en anden opfattelse.
- Når kommunen har sendt i udbud, og der er indhentet tilbud, så kan man ikke trække det tilbage igen, når ikke tilbuddet afviger væsentligt fra kontrolbuddet, siger han til Arbejderen.
På udvalgsmødet havde repræsentanter fra forvaltningen forklaret, at de 11 procents forskel i prisen holder sig indenfor den acceptable grænse. Johannes Nymark ved ikke, hvor stor afvigelsen skal være for at kommunen kunne vælge at takke nej.
- Men udlicitering er absolut ikke Socialdemokraternes kop te, og jeg ærgrer mig grusomt over, at vi skal til og betale mere for varen, understreger Nymark.
Anne Vang, der også sidder i udvalget for Socialdemokraterne, henviser til, at der er forskel på kontrolbud og tilbuddet fra City Renovation. Hun vil nødigt udtale sig om sagen, da hun er usikker på, hvor meget hun må udtale sig om offentligt.
SF er repræsenteret i udvalget ved Signe Goldmann.
- Jeg stemte for Enhedslistens forslag om at oprette et kommunalt selskab, men da det ikke vandt gehør, var der ikke andet at gøre end stemme for overdragelsen af opgaven til City Renovation, siger hun til Arbejderen.

Nervøse skraldemænd
Det kommunale renovationsselskab R98 har siden 1898 indsamlet affald fra husstande i Københavns kommune og Frederiksberg Kommune.
De ansatte i R98 siger, at firmaet bag City Renovation er det værste i branchen og er kendt for at krænke de fagretlige regler og for gentagne brud på kontrakter med andre kommuner.
For at vise deres utilfredshed med beslutningen nedlagde skraldemændene arbejdet fredag i sidste uge, og i mandags viste de deres vrede ved to gange at rulle skraldevognene ind foran Rådhuset og dytte af de upopulære politikere.
I skraldemændenes fagforening 3F Kastrup og Omegn kender de godt medlemmernes kritik af firmaet. Det er faglig sekretær Frank Boye, der skal forhandle med vognmanden bag City Renovation.
- Jeg forventer da at få et godt samarbejde. Vores opgave bliver at sikre nogle gode aftaler for medlemmerne, så deres løn- og arbejdsvilkår ikke bliver forringet, fordi de får nyt firmalogo på tøjet, siger han til Arbejderen.
Ifølge Arbejderens oplysninger optrapper kommunen den afdeling, der skal sørge for at kontrakten overholdes, med seks personer.
City Renovation overtager afhentningen af affald den 1. november.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. maj. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:28

Indland