16 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

OK 2010 - LO går efter ligeløn

OK 2010 - LO går efter ligeløn

Lørdag, 23. maj, 2009, 00:00:00

LO har vedtaget en strategi for ligeløn, der slår direkte ind i forhold til OK-forhandlingerne på det private arbejdsmarked. Strategien får blandet modtagelse

Kampen for ligeløn skal med helt ind til forhandlingsbordene, når overenskomsterne på det private arbejdsmarked skal fornyes i 2010.
Det mener LO, der fremlægger en ligelønsstrategi, som de store forbund i 3F, HK, FOA, Dansk Metal og Fødevareforbundet NNF alle har nikket ja til.
- Løngabet er komplekst og sammensat. Derfor må der også skydes med 'spredehagl', fristes man til at sige, når vi beslutter en forstærket indsats for at lukke det. Det er min forventning, at forbundene gør brug af strategien, når der skal udtages overenskomstkrav på alle de områder, hvor der ikke er ligeløn i dag, siger LO`s næstformand Lizette Risgaard.
Hun kalder det beskæmmende, at der stadig er et løngab på mellem 17 og 20 procent mellem mænd og kvinder.
Blandt forslagene er et ønske om, at barns første sygedag finansieres gennem en fond, så det ikke er dyrest at have kvinder ansat. Af andre forslag kan nævnes fuld pensionsdækning under hele barselsorloven og ligelønspuljer/udligningspuljer efter svensk forbillede.
- HK`s egne statistikker for medlemmer i private virksomheder viser, at mændene tjener 16-17 procent mere end kvinderne. HK vil derfor helt sikkert følge strategien nøje, siger forbundsformand Kim Simonsen.
- Når vi taler om udligningspuljer, har de været et effektfuldt værktøj til at løse en del af ligelønsproblemet i Sverige. Man kan ikke bare overføre modellen til det danske arbejdsmarked, men HK er tilhænger af, at vi skeler til Sverige, siger HK-formanden til Berlingske Business.
Børge Frederiksen, formand for 3F's Industrigruppe, erklærer sig enig i ligelønstanken. Han ser dog skeptisk på forslaget om at afsætte lønpuljer, der er øremærket de lavestlønnede kvinder.
- Det er ikke fordi, vi er imod ligeløn. I industrien har vi bare ikke tradition for lønpuljer, hverken til ligeløn eller andre formål, siger Børge Frederiksen til Fagbladet.dk.
Han minder om, at industrien ofte er gået forrest for at fremme ligestillingen.
- Vi var de første til at indføre barns første sygedag og løn under barselsorlov. Og sidste gang kom vi igennem med et ekstra pensionsbidrag til kvinder på barselsorlov. Det er jo indirekte med til at skabe mere lige løn. siger han.
Børge Frederiksen er også næstformand i CO-industri, som forhandler den store industrioverenskomst med arbedsgiverne i DI. Industrioverenskomsten plejer at lægge rammerne for hele det private område.
Også chefforhandler i CO-industri, Thorkild E. Jensen fra Dansk Metal, afviser på forhånd ligelønspuljer på industriens område.
LO`s ligelønsstrategi består af 12 indsatsområder, der dels retter sig mod lovgivning og en mere generel indsats, dels tiltag der kan overvejes af overenskomstparterne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. maj. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:29

Indland