De internationale olieselskaber skal til at kæmpe om kontrakter på Iraks olie. USA`s hærchef lover at amerikanske tropper vil blive ti år mere og sikre stabilitet
I næste måned vil repræsentanter for de største olieselskaber i verden strømme til Irak for at forhandle med landets regering om oliekontrakter i den første samlede udbudsrunde siden invasionen af landet i 2003.
Kontrakterne skal gælde i hele 20 år.
Næsten samtidigt har den amerikanske hærchef, general George Casey, beroliget eventuelle nervøse investorer med, at USA stadig har kampstyrker i Irak om ti år, selvom det sidste år blev aftalt med Iraks regering, at soldaterne skal være ude om tre år.
Den britiske forsker, Greg Muttitt, der har specialiseret sig i Iraks oliesektor, fortæller til den norske avis Klassekampen, at udbudsrunden om olie i Irak er 'bekymrende'.
- Der er tale om omkring 20 olieområder, der indeholder mere end 80 procent af Iraks kendte oliereserver. Når du tage hensyn til, at 95 procent af den irakiske regerings indtægter kommer fra olie, betyder det, at fremtiden for den irakiske økonomi de næste 20 år vil blive fastlagt i løbet af sidste halvdel af indeværende år, siger Muttitt.
Olieforskeren mener, at det, der lige nu sker i Irak, er 'uden fortilfælde i olieindustriens historie'.
- Der er tale om 80 milliarder tønder olie. Aldrig før i historien er så stor en mængde af de kendte oliereserver blevet åbnet for udvindingskontrakter, tilføjer han.
Noget tyder på, at Iraks regering med udbudsrunden ønsker at fastlåse oliesektoren de næste mange år, selvom landets parlament slet ikke har vedtaget en ny olielov endnu.
Det er åbenbart tid for 'problemløsning' i oliesektoren.
I forrige uge gik olieministeriet med til at forhandle med Oliearbejdernes Fagforening i Basra i om efterbetaling af løn.
Arbejderne har siden 27. april besat flere olierørledninger og forstyrret produktionen. De havde truet med generalstrejke.
Fagforeningens leder, Faisal Hamdan havde før mødet med regeringen i følge US Labor Against the War, udtalt, at 'vi vil om nødvendigt lukke al eksport via Basra havn.'
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278