For mange fattige familier er den eneste ferie, de får, en tur til Legoland med Frelsens Hær. Hjælpeorganisationer giver sociale stramninger og nedskæringer skylden
I dag tager 3200 fattige jyske børn og forældre en tur med Frelsens Hær i forlystelsesparken Legoland i Billund.
Det er en stigning på 800 deltagere i forhold til sidste år, fortæller informationschef i Frelsens Hær, Lars Lydholm.
-Til september skal endnu flere fattige sjællandske familier til Bonbonland. Siden 2002 har vi hvert år sat rekord i deltagerantallet på alle vores ferieture og ferielejre, og vi har mange flere på venteliste, end vi har pladser. For mange er turen til Legoland den eneste form for ferie, de kommer på i år, siger han til Arbejderen.
Frelsens Hær er ikke den eneste sociale hjælpeorganisation, som melder om en stærk stigning i antallet af forældre, der må bede om hjælp til billetten til Tivoli eller en uges ferielejr med børnene.
Hos Ungdommens Røde Kors, der hver år sender godt 2000 børn med deres forældre på ferielejr, har man oplevet en stigning på hele 61 procent de sidste fire år.
- Samtidig er kommunernes støtte til lejrene faldet drastisk, specielt efter strukturreformen. Så det er i højere og højere grad indsamlingsarbejdet fra vores lokale genbrugsbutikker, der må finansiere lejrene, fortæller landsformand Hanne Line Jakobsen til Arbejderen.
En undersøgelse fra Red Barnet viser, at antallet af fattige børn i Danmark er steget med 10.000 siden 2002, så 59.000 danske børn i dag lever i relativ fattigdom.
Lars Lydholm peger på de sociale stramninger og nedskæringer i kontanthjælpen som en del af årsagen.
- Det er typisk enlige forsørgere på overførselsindkomst eller med lavtlønnede job, vi får ansøgninger fra. De første bliver ramt af kontanthjælpsloft og starthjælp, mens de sidste ofte er blevet anvist til en lejebolig med alt for høj husleje i forhold til deres indkomst, forklarer han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra regeringspartiernes ordførere.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278