16 Mar 2025 11:02:06

KBH: Let skyet, 10 °C

Folkebevægelsen er klar i spyttet

Folkebevægelsen er klar i spyttet

Tirsdag, 02. juni, 2009, 00:00:00

Tre af list N`s kandidater er fagligt aktive. En af dem er Ole Nors, næstformand for Transportgruppen i 3F Aalborg

Ole Nors Nielsen har været medlem af Folkebevægelsen mod EU i mange år. Nu er han for første gang opstillet som kandidat på liste N.
- EU har udviklet sig til mere og mere union, og det er beviseligt, at de partier, der har sagt og stadig siger, at man skal ændre EU indefra, ikke har formået det, siger den 50-årige nordjyske kandidat.
Ole Nors Nielsen synes, der mere end nogensinde er behov for kritiske stemmer i EU-Parlamentet. Stemmer der kan være med til at oplyse borgerne om, hvordan EU hele tiden undergraver landenes muligheder for selv at bestemme.
Han har aldrig været i tvivl om, at det var i Folkebevægelsen han ville lægge sine kræfter.
- Folkebevægelsen har et meget klart grundlag, også når det drejer sig om internationalt samarbejde. Samarbejde skal ske mellem ligeværdige og selvstændige lande og med respekt for de enkelte lande.

Fagligt arbejde
Ole Nors Nielsen er næstformand for Transportgruppen i 3F Aalborg og medlem af forbundets hovedbestyrelse. Han er en af tre kandidater på liste N, som har sin base i fagbevægelsen.
Igennem det faglige arbejde oplever han meget konkret, hvordan EU gradvis æder sig ind på forhold der vedrører det danske arbejdsmarked.
Gennem sine kontakter i forbundet og sit internationale netværk på transportområdet har Ole Nors Nielsen spillet en aktiv rolle i kampen mod havnedirektiv et og to, som det lykkedes at forpurre vedtagelsen af.
- Indtil for fem år siden har vi haft den danske aftalemodel, men så gik det hele pludselig amok med service- og uddannelsesdirektiver. For ikke at snakke om de fire EU-domme, herunder Laval-dommen, der er med til fuldstændig at undergrave vores aftalesystem, siger den 50-årige kandidat.
Ole Nors Nielsen opfatter EU som et meget lukket system, der er utroligt uigennemskueligt for almindelige borgere. Han finder det naturligt at bruge den mangeårige viden og indsigt, han har fået gennem sit faglige arbejde. Indsigt, der netop kan bidrage med oplysning om, hvad og hvor meget EU blander sig i.
En af hans mærkesager er at kæmpe imod, at der indføres direktiver på det danske arbejdsmarked, som forringer overenskomsterne.
- Jeg vil kæmpe for , at det danske aftalesystem og den danske arbejdsret bevares og respekteres, og ikke som i dag, hvor EF-domstolen kan omstøde afgørelser.

Eu er et projekt for eliten
Det er tydeligt, at Ole Nors Nielsen bekymrer sig om arbejdsmarkedspolitik. Men hans modstand mod EU handler også om selve konstruktionen.
- Siden 1972 har EU udviklet sig den direkte vej mod den forende union. EU er et projekt for eliten, de rige. Se bare Lissabon-traktaten, som vi ikke har fået lov at stemme om. De siger at den ikke betyder at vi afgiver yderligere suverænitet. Det er lodret løgn. Derfor skal der flere kritiske stemmer i parlamentet.
For tiden bruger Ole Nors Nielsen al den tid, der er til rådighed ved siden af arbejdet i 3F, til at føre valgkamp. Når valget er slut har han deltaget i valgmøder i syv-otte større byer igen qua sit faglige netværk. Og det er blevet til mange timer på gaden.
- Når jeg er på gaden er det rimelig nemt at komme i snak med folk. Og når først der er etableret kontakt er folk meget lydhøre overfor argumenterne.
Spørgsmålet er, hvordan valget går?
- Realistisk set bevarer vi det ene mandat, som Folkebevægelsen har i dag. Optimistiske set får vi to, slutter den nordjyske faglige kandidat på liste N.


Faglige kandidater på Liste N
Ole Nors Nielsen, næstformand for Transportgruppen i 3F Aalborg og medlem af forbundets hovedbestyrelse.
Christian Juhl, formand for 3F Silkeborg og formand for Arbejdernes Internationale Forum i Silkeborg.
Kirsten Annette Christensen, områdeformand i Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS) i København, som er en del af FOA.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. jun. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:28

Indland