15 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Terma A/S opruster

Terma A/S opruster

Onsdag, 03. juni, 2009, 00:00:00

Mens andre fyrer, hyrer våbenproducenten Terma A/S nye folk og melder om millionoverskud. Samme melding kommer fra andre våbenproducenter

En omsætning på lidt over én milliard kroner. Et overskud på 60 millioner. Og 150 nye ansatte! Der er ikke krise hos våbenproducenten Terma A/S. Virksomheden er udset som storleverandør af teknik til det nye kampfly, som et flertal i Folketinget ventes at beslutte til efteråret.
- Vi skal ikke klage. Vi har en fuld ordrebog. Vi oplever ikke manglende efterspørgsel på markedet, fortæller Termas direktør, Jens Maaløv til Arbejderen.
Og der bliver snart brug for endnu flere folk: Terma har investeret millioner i nye produktionsfaciliteter, så man er klar til leveringerne til det nye kampfly:
'Målet er at øge produktionskapaciteten i Grenaa til at kunne levere til ét fly per arbejdsdag fra år 2012 og fremover', fastslår Terma A/S i sit årsregnskab, som blev offentliggjort i sidste uge. Oprettelsen af de nye faciliteter sker i tæt samarbejde med kampflyproducenten Lockheed Martin, hvis ansatte har deres daglige gang hos Terma A/S.
Terma har helgarderet sig og indgået forhåndsaftaler med samtlige tre mulige kampfly-leverandører (Boeing, Saab og Lockheed Martin) om at levere teknik. Der er nemlig mange penge i, at være underleverandør til kampfly. Termas involvering i Lockheed Martins kampflys projekt vil kaste et tocifret milliardbeløb af sig, forudser virksomheden.
Terma har ordrer for 1,8 milliarder kroner liggende. Når politikerne vedtager hvilket kampfly, de vil købe, kommer endnu flere ordrer til:
- Så skal vi bruge 200-300 yderligere ansatte alene i vores produktion i Grenaa. Der er især tale om dødspændende ordrer til Joint Strike Fighter-flyet: Holdere til flyets maskinkanoner, dele til halen, forskellige chips og 32 forskellige dele til kroppen, forudser Jens Maaløv.
Ikke kun Terma kan gnide sig i hænderne: I midten af juni kommer våbenindustriens brancheorganisation FAD med en oversigt over industriens samlede fremgang i omsætning og ansatte.
- Alt tyder på, at omsætningen på det forsvarsrelaterede område for 2008 har været stigende. Den forsvarsrelaterede branche rammes ikke så direkte af den globale, finansielle krise som andre sektorer, siger Ena Bjerregaard, chef for brancheforeningen Forsvars- & Aerospaceindustrien i Danmark (FAD) til Arbejderen.
Og de gyldne tider fortsætter i mange år, forudser hun:
- Jeg håber, at der følger en god industripakke med valget af nyt kampfly, en pakke der rummer højteknologisk interessante opgaver, der kan føre til langsigtet samarbejde med den valgte leverandør.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. jun. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:28

Indland