15 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

EU-kandidater må melde ud om Israel

EU-kandidater må melde ud om Israel

Torsdag, 04. juni, 2009, 00:00:00

Palæstina-aktivister vil vide, hvordan danske EU-parlamentskandidater forholder sig til EU`s frihandelsaftale

Hvordan forholder du dig til EU`s associeringsaftale med Israel?
Sådan lød spørgsmålet til en række kandidater op til EU-parlamentsvalget fra Palæstina-Initiativet i Danmark. Svarene er blandede.
Bevægelsen havde på forhånd sendt den nye pjece, 'Sande venner tager bladet fra munden' til spidskandidaterne med en opfordring til at kommentere indholdet og kravene om, at EU suspenderer opgraderingen af aftalen med Israel, indtil landet respekterer menneskerettighederne og den humanitære folkeret.
Kun seks ud af 13 spidskandidater har svaret.
Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti skriver kortfattet.
'Under henvisning til jeres skrivelse af 14.maj då. og den vedlagte liste over tilsluttede organisationer, skal jeg meddele, at disse er af en sådan karakter, at jeg dem finder svært forenelig med mit navn.'
Jens Rohde fra Venstre støtter 'et tæt samarbejde mellem EU og Israel.'
Han støtter associeringsaftalen, og lægger vægt på en løbende 'kritisk dialog med Israel'.
Han tilføjer, at 'Venstre kan ikke bakke op om de kræfter, der entydigt forsøger at placere ansvaret for den ulykkelige situation i Mellemøsten hos Israel.'
Sofie Carsten Nielsen fra Det Radikale Venstre mener, at 'kritisk, politisk dialog er netop et af elementerne i EU`s associeringsaftale med Israel. En opsigelse af aftalen er et farvel til dialogen.'
Dan Jørgensen fra Socialdemokraterne svarer, at 'vi bør overveje, om ikke Israels adfærd skal have handelspolitiske konsekvenser. Når EU rasler med de handelspolitiske sabler, plejer selv politisk tonedøve lande at kunne høre det, og det tror jeg også gælder Israel.'
Margrethe Auken fra SF svarer, at hun 'har kæmpet med arme og ben imod opgraderingen. Og vil fortsætte.'
Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU vil have aftalen skrottet nu.
'Ikke fordi jeg er imod, at EU samarbejder med Israel. Men fordi jeg er imod, at det sker samtidigt med, at den israelske stat besætter palæstinensisk land og undertrykker det palæstinensiske folk.'

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. jun. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:29

Indland