14-årige Bisian Avdel deler to madrasser i Brorsons Kirkens kælder med sine forældre og to søskende. Angsten for udvisning holder hende vågen om natten

Barnevogne, kufferter og madrasser fylder gulvet i det hvidkalkede kælderrum i krypten. Trods hvælvede buer i loftet virker kælderen trykket og sparsomt oplyst.
- Det er så her, jeg sover med min mor, far, storebror og lillesøster.
14-årige Bisian Avdel slår ud med hånden mod to enkeltmadrasser, hvor vattæpper og soveposer er pænt rullet sammen.
- Der sover to andre familier side om side her i rummet. Som regel kan vi ikke sove før ved tre-fire-tiden. Vi ligger i mørket og tænker og taler om fremtiden, og om hvor bange vi er, fortæller hun til Arbejderen.
Bisian Avdel viser rundt i Brorsons Kirken på Nørrebro i København. Her har hun boet, siden familien for tre uger siden søgte tilflugt i kirken fra den tvangsudvisning til Irak, der er konsekvensen af hjemsendelsesaftalen mellem den danske og irakiske regering.

Flygter for livet
Familien Avdel er kurdiske irakere og flygtede til Danmark for ti år siden.
Den kaotiske situation i Iraks kurdiske provinser har betydet, at områdets største stamme sidder tungt på retssystemet. Og da familien Avdel kommer fra en mindre stamme, har det alvorlige konsekvenser.
- Du kan ikke forestille dig, hvordan situationen er der. Jeg er blevet truet med henrettelse og har fået påbud om at tvangsgifte mine døtre med meget ældre mænd. Den tanke kan jeg slet ikke holde ud at tænke på. Derfor er vi flygtet, fortæller Bisian Avdels far, Salaah Avdel.
Han er kommet ind i sovesalen med den yngste datter, Niroj på 15 måneder, på armen.
Hun ser nysgerrigt på alt omkring sig, og ligner en lille prinsesse i sin lyse kjole.
- Vi børn har ingen fremtid, hvis vi bliver sendt tilbage til Irak. Jeg kan tale en lille smule kurdisk, men jeg læser, skriver og taler dansk som mit modersmål, siger Bisian Avdel.
Både hun og broderen går i en folkeskole ved Roskilde. Men i Irak, hvor de ikke kan sproget, vil de skulle starte forfra i første klasse.
- Vi er vokset op i Danmark og føler os som danskere nu. Vi kender slet ikke noget til forholdene i Irak. Hvordan skal vi klare os der, hvis der sker vores forældre noget, spørger Bisian Avdel.
Selvom hun er glad for at være i sikkerhed med sin familie, er livet i krypten under kirken ikke let.
Dagene går med at spille kort i fællesrummet, følge med i aviserne og radioen og tale med resten af de irakiske flygtninge, der har søgt tilflugt i kirken.
- Nogle gange sætter jeg mig ind i kirken for at høre præsten fortælle. Jeg kan godt lide historierne fra Biblen. I min verden er der ingen forskel på muslimer og kristne, siger Bisian Avdel.
Men forholdene her er langt bedre end både hjemsendelse og de ti år, familien har overlevet i skiftende danske asyllejre, fortæller Salaah Avdel.
- Vi har boet på 12 kvadratmeter i ni år. Først sidste år fik vi vores egen lejlighed. Vi har ikke haft nogen penge. Forestil dig hvordan det er ikke engang at kunne købe en sodavand til dine børn, når de spørger efter det, i ti år. Hvorfor skulle vi udsætte os for det, hvis ikke det var fordi, vi ikke har andet valg, spørger Salaah Avdel retorisk.

Svært at drømme
Krypten er er indrettet med fællesrum, sovesale og toiletter.
Her prøver omkring 70 kvinder, mænd, børn og gamle mennesker at få en hverdag til at fungere, mens de venter - på politiet eller på regeringens nåde.
I køkkenet er Bisian Avdels mor, Sahira Saleh, og en gruppe andre flygtninge og frivillige medhjælpere i gang med at lave frokost.
Usikkerheden hænger som en tung tåge i luften.
- Hvis vi bliver udvist til Irak, vil vi blive slået ihjel én gang, og så færdig med det. Her er det som om du dør lidt hver dag. Du dør, hver gang der kommer et nyt afslag, siger Sahira Saleh.
Familiens drømme er meget beskedne.
Salaah Avdel og Sahira Saleh vil gerne kunne gå på arbejde hver dag og have en lejlighed til dem selv og børnene.
Bisian Avdel drømmer bare om at kunne gøre sin uddannelse færdig.
- Det er svært at tænke længere, når du ikke ved, hvordan din fremtid ser ud, forklarer hun.