Anklagemyndigheden forsøger endnu en gang med en massedom at få dømt demonstranter, som deltager i en fredelig demo, der udvikler sig voldeligt.
Anklagemyndigheden vil have fængslet 100 mennesker, der deltog i en demonstration til fordel for Ungdomshuset den 16. december 2006. Demonstrationen udviklede sig til uroligheder.
Forsvarsadvokat Jakob Arrevad har ført lignende sager i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset. Han konstaterer, at der er tale om en kompleks sag.
- Det er et sammenstød mellem kravene til offentlig ro og orden og grundlovens ret til at samle sig. Men retten har før fastslået, at det at blive til en demonstration, der udvikler sig voldsomt, ikke er tilstrækkeligt grundlag til at få folk dømt, siger han til Modkraft.dk.
Han henviser blandt andet til landsretsdommen i forbindelse med den såkaldte knibtangsmanøvre den 1. marts 2007. Her var budskabet fra Højesteret, at det skal kunne bevises, at man har deltaget i urolighederne, for at kunne blive dømt. Det er ikke strafbart i sig selv bare at være til stede.
- På den baggrund er der en bevisbyrde, der skal løftes af anklagemyndigheden. Det skal kunne bevises, at man vitterligt har deltaget i urolighederne, forklarer Jakob Arrevad.
Det er hans kollega advokat Hanne Reumert, der repræsenterer 99 af de tiltalte i sagen.
Anklageskriftet mod demonstranterne kommer efter fire prøvesager om samme demonstration. Her idømte Østre Landsret fire demonstranter hver 40 dages fængsel for at have deltaget i uroligheder og for ikke at have forladt stedet efter, at politiet havde opløst demonstrationen. Nu vil anklagemyndigheden have resten af demonstranterne dømt.
Jakob Arrevad finder det uacceptabelt, at personer der blev anholdt for to et halvt år siden, først nu bliver anklaget.
- Det er urimeligt, at der er gået så lang tid, inden der bliver udformet et anklageskrift. Det er grundlæggende i strid med hensigten med straffesystemet, mener han.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278