Regionerne får et par ekstra milliarder til næste år. Til gengæld skal de ansatte knokle 3,5 procent mere. Reel besparelse, lyder sygeplejerskens dom
600 millioner kroner i lysende røde tal.
Sådan kommer der formentlig til at se ud på Region Hovedstadens bundlinje, når regnskabet er gjort op efter at regeringen og Danske Regioner er blevet enige om rammen for næste års økonomi.
Udsigten til endnu et år med besparelser vækker harme på regionens største hospital, Rigshospitalet.
- Når vi også næste år skal behandle flere patienter for færre penge, vil det gå ud over arbejdsmiljø og kvalitet. Det er ikke med til at skabe det sundhedsvæsen i verdensklasse, som den nuværende statsminister lovede os, dengang han var sundhedsminister, siger fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne, Diana Saksulv, til Arbejderen.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) erklærede ellers, at aftalen vil give et realløft på 1,8 milliarder kroner, da regeringen og regionerne lørdag indgik aftalen om næste års budget.
- Det er en god aftale, både for patienterne og landets økonomi, sagde finansministeren.
Men aftalen følges op af et krav til regionerne om at yde 3,5 procent mere for pengene. Samtidig er regionerne pålagt hvert år at øge effektiviteten med to procent.
- Det giver reelt en samlet besparelse på over 600 millioner kroner i Region Hovedstaden, siger regionens formand, Vibeke Storm Rasmussen (S).
Formand for Danske Regioner, Bent Hansen (S), er enig i, at den aftale han har indgået med regeringen er meget stram.
- De snævre økonomiske rammer, som regeringen lagde ned over forhandlingerne, gjorde det meget svært at nå frem til en aftale. Men jeg er tilfreds med, at vi alligevel til sidst nåede i mål, og har vist ansvarlighed i en krisetid, fastholder han.
Dennis Kristensen, formand for fagforbundet FOA, mener dog ikke, at den økonomiske krise gør besparelserne nødvendige.
- Med de milliardbeløb, der alene i år er blevet brugt på skattelettelser og bankredninger, så er det jo ikke fordi, at samfundet ikke har pengene til et sundheds- og sygehusvæsen i topklasse, påpeger han.
Dennis Kristensen understreger, at aftalen vil betyde, at de hospitalsansatte skal løbe endnu hurtigere.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278