Politiet slog til tidligt i går morges på flere asylcentre. De anholdt fem, af de omkring 282 afviste irakiske asylansøgere, der står til at blive tvangshjemsendt
Klokken halv fem i går morges troppede civilklædt politi op på asylcentrene Sandholm og Avnstrup for at hente fem unge irakiske mænd, som skal tvangudvises.
De er alle afviste asylansøgere, og ser ud til at være de første der udvises som følge af den hjemsendelsesaftale, den danske regering pressede Irak til at underskrive.
De fem er nu anbragt på en lukket afdeling, oplyser Anna Skovgaard fra Dansk Røde Kors asylafdeling til Arbejderen.
- Det skabte stor angst blandt irakerne på asylcentrene, flere forsøgte at gemme sig fra politiet på de andre beboeres værelser, siger Said Parvin fra Asylret, der har været i kontakt med flere beboere i Sandholmlejren.
Udover de fem mænd leder politiet efter yderligere ti afviste irakere, der også står til hurtigt at blive sendt hjem til det uroplagede land.
Ifølge Said Parvin er der mindst en af de unge mænd, der bliver sendt hjem til Kirkuk, som er et af de meget voldsramte områder i Irak. Det er ét af de områder, FN`s flygtningehøjkommisariat UNHCR advarer mod at sende flygtninge hjem til.
Borgergruppen Kirkeasyl retter en skarp kritik mod regeringen.
- Vi er chokerede over den menneskeforagt, regeringen og de danske myndigheder lægger for dagen. Det er skræmmende, at regeringen gennemfører tvangsudvisningerne, selvom der alle vegne fra lyder kraftige advarsler mod at sende disse mennesker til Irak, siger Jakob Tamsmark fra Kirkeasyl.
SF har kaldt udenrigsministeren i samråd om Irakaftalen, mens Enhedslisten vil have integrationsministeren i samråd om aftalen.
Børnerådet sendte i går en kraftig henstilling til en række ministre om at undersøge sagerne med udvisning af irakiske børn en gang til.
- Vi kan godt være i tvivl om, at man alene har kigget på de voksnes forhold. For kigger man på børnenes forhold, så mener vi, at der er belæg for, at familierne skal have humanitær opholdstilladelse, siger Charlotte Guldberg fra Børnerådet til Danmarks Radio.
Demonstrér i dag
Demonstration i dag den 18. juni mod udvisning af irakerne. Det er klokken 17 på Christiansborg slotsplads.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278
















