14 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

De overvågede vil høres

De overvågede vil høres

Tirsdag, 23. juni, 2009, 00:00:00

I morgen offentliggør PET-kommissionen sin 4600 sider lange rapport. De, som blev overvåget, gør klar til at fortælle deres version af historien

Redegørelsen om PET`s overvågning og registrering af lovlig politisk virksomhed skal ikke have lov til at tage på sommerferie.
Sådan lyder løftet fra den folkelige PET-komité. Komitéen mødes i morgen for at vedtage initiativer, der skal sikre, at debatten ikke stopper med PET-kommissionens længe ventede rapport, som offentliggøres samme dag.
- Rapporten må ikke smelte i sommervarmen. Vi skal sikre, at de personer og organisationer, som har været genstand for PET`s overvågning, kommer til orde. På tegnebrættet er en offentlig høring og vores egen modrapport, fortæller PET-komitéens sekretær, Mads Bruun Pedersen, til Arbejderen.
Komitéen består af fagforeninger, partier, freds- og solidaritetsorganisationer og enkeltpersoner, der formodentligt blev ulovligt overvåget.
Komitéen er det folkelige modstykke til den PET-kommission, som Folketinget nedsatte i 1999 for at kortlægge PET`s udspionering og registrering af lovlige politiske partier og bevægelser. PET-kommissionen blev nedsat, da det blev afsløret at en PET-agent havde infiltreret partiet SAP.
- PET indsamlede endda oplysninger om borgere, der havde skrevet under på at partiet kunne stille op til folketingsvalg. Det er grundlæggende i ethvert demokrati, at borgerne skal kunne give deres demokratiske mening til kende uden at blive registreret. Det bliver interessant at se, om rapporten åbner op for, om der er mere at komme efter, siger Mads Bruun Pedersen.
Det undrer ham, at det har taget ti år at lave rapporten. På nær en enkelt undtagelse har Kommissionen ikke henvendt sig til de partier og bevægelser, som blev overvåget af PET.
- 'Ofrene' har ikke haft mulighed for at ytre sig til rapporten og bidrage med deres synspunkter og oplevelser, konstaterer Mads Bruun Pedersen.
Dele af rapporten er lækket til medierne. Flere aviser kan fortælle om et hemmeligt PET-kartotek over almindelige borgere, som ellers ikke opfyldte kriterierne for at blive registeret af PET. Sideløbende har PET ført Folketingets kontroludvalg bag lyset. Rapporten bruger udtryk som 'fejlinformation' og 'vildledning'.
PET undgik kontrollen ved at stikke et rødt kort ned i de registreringssager, som kontroludvalget ikke måtte se.

Fra onsdag klokken 11.30 kan du læse PET-kommissionens beretning på www.petkommissionen.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. jun. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:28

Indland