14 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

300.000 blev registreret

300.000 blev registreret

Torsdag, 25. juni, 2009, 00:00:00

Regeringer førte på skift danskerne bag lyset: Med den ene hånd gav de PET lov til at overvåge politisk aktive - med den anden forsikrede man, at det var forbudt

Kommunister på ferie i Østeuropa! Aktive i fredsbevægelsen! EF-modstandere! Journalister med østeuropæiske kontakter! Journalisthøjskolen! Studenterpolitiske bevægelser! Besættere!
Hundredtusindvis af aktive danskere blev i koldkrigsårene overvåget og registreret af Politiets Efterretningstjeneste (PET). Det afslører PET-kommissionen i sin rapport om PET`s overvågning af danskerne under den kolde krig, som blev offentliggjort i går.

Dobbeltspil
PET`s masseovervågning fandt sted på trods af, at VKR-regeringen i 1968 i en regeringserklæring forbyder PET at registrere danskere alene på baggrund af lovlig politisk virksomhed.
Men i al hemmelighed lavede Justitsministeriet - to uger før regeringserklæringen blev offentliggjort - sin egen, hemmelige fortolkning af erklæringen. I det hemmelige notat slår justitsministeren fast, at PET fortsat kan overvåge personer og grupper, der for eksempel har til hensigt at '!forårsage uroligheder eller omstyrte eller undergrave den lovlige samfundsorden'.
- PET og Justitsministeriet har haft deres eget hemmelige grundlag, som har været i åbenlys modsætning til de folkevalgte regeringers løbende løfter til befolkningen. Magthaverne har kørt et dobbeltspil. Med terrorlovgivningen har man i dag lovliggjort meget af den overvågning, som tidligere måtte foregå i det skjulte, konstaterer Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti.

Masseovervågning
Da PET`s overvågning af danskerne var på sit højeste i 1964 udgjorde registreringerne - ifølge PET`s egne skøn - mellem 250.000 og 300.000 danskere.
- Op mod hver tolvte voksne indbygger var registreret, da overvågningen var på sit højeste. Det viser omfanget af vanviddet. Kommunister på ferie er blevet registreret på lige fod med potentielle terrorister. Det viser det fjendebillede, som kørte under den kolde krig, siger Jørgen Petersen. Han kræver nu, at PET åbner op for at borgerne kan se deres mappe.
- Tusindvis af mennesker har fået krænket deres demokratiske rettigheder. Ikke mindst kommunisterne og fagbevægelsen har været i PET`s søgelys. De er blevet ulovligt registreret af PET med skiftende regeringers blåstempling. PET`s røde mapper skal frem i lyset. De overvågede skal have ret til at se deres sag, lyder kravet fra Jørgen Petersen.
De overvågede aktive i de folkelige protestbevægelser har fået deres helt eget bind i PET-kommissionens beretning: Bind 10 'PET`s overvågning af protestbevægelser 1945-1989'.
PET registrerede ikke kun DKP`ere og SF`ere, men '!også personer med tilknytning til såkaldte 'frontorganisationer', som over for offentligheden fremstod upolitisk eller tværpolitisk, idet organisationen angiveligt arbejdede for at fremme en idé eller et mål, der kunne vinde sympati i brede dele af befolkningen, for eksempel verdensfredens bevarelse, men hvis virkelige mål ifølge PET var at fremme sovjetiske synspunkter', konstaterer PET-kommissionen.


Reaktioner på PET-rapporten
- Kommunisterne, fag-bevægelsen og de store folkelige bevægelser er blevet gennemregistreret og overvåget af PET i åbenlys modstrid med skiftende regeringers løfter til befolkningen. Det kan man ikke bare slå en streg over.
Jørgen Petersen, Kommunistisk Parti

- Vi troede før undersøgelsen blev igangsat, at det var PET der havde vildledt Folketinget. Men nu viser det sig, at det er skiftende regeringer, som har ført Folketinget bag lyset.
Per Clausen, Enhedslisten

- Nu forstår jeg bedre, hvorfor PET-Kommissionen ikke har ønsket at interviewe ledende medlemmer af SAP. Så havde de været nødt til at forelægge os de fuldstændigt forvrøvlede PET-påstande om, at SAP i 80`erne deltog i menneskesmugling, samarbejdede med de Tamilske Tigre og forberedte frigivelsesaktioner af medlemmer af Blekingegadebanden.
Michael Voss, Socialistisk Arbejderparti

- Vi har ventet ti år på PET-kommissionens rapport, og vi ønsker ikke at vente yderligere ti år på ordentligt kontrol af efterretningstjenesterne.
Anne Baastrup, SF

- I forhold til beretningens indhold har jeg med tilfredshed noteret mig, at Kommissionens overordnede billede er, at PET har overholdt regler og retningslinjer i den undersøgte periode 1968-1989.
Justitsminister Brian Mikkelsen

- De danske efterretningstjenester hører til de mindst kontrollerede i den vestlige verden. Det bliver vi med denne rapport nødt til at gøre noget ved.
Morten Helveg Petersen, Radikale

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. jun. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:29

Indland