14 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Krav om reel kontrol

Krav om reel kontrol

Torsdag, 25. juni, 2009, 00:00:00

Både Enhedslisten, SF og Radikale stiller krav om forbedringer af PET på baggrund af rapporten fra PET-kommissionen og set i lyset af, at PET i tiden efter den periode, som rapporten omfatter, har fået endnu flere beføjelser på grund af terrorlovene.

- Terrorlovgivningen giver stadig større beføjelser til efterretningstjenesterne, men der er ikke fulgt op med en tilsvarende indsats for at kontrollere, hvordan man bruger de nye beføjelser, siger Anne Baastrup fra SF.
Blandt forslagene fra de tre partier til bedre kontrol er en udvidelse af kontroludvalget og at det får øgede beføjelser. Samt at personer, der bliver registreret, får besked om registreringen og at der bliver øget domstolskontrol.


Krav om redegørelse
Enhedslisten gruppeformand Per Clausen kræver en redegørelse fra justitsministeren, om hvordan det kan gå til, at udvalgte medier har fået adgang til den fortrolige PET-rapport, før Folketingets medlemmer fik den.
- Det er meget besynderligt, at kunne læse i aviserne om indholdet af PET-kommissionens rapport, før vi som folketingsmedlemmer har haft adgang til den. Det er et demokratisk problem, fordi vi jo ikke som folkevalgt har nogen mulighed for at kommentere på oplysninger vi ikke kender, siger Per Clausen fra Enhedslisten.
- Spørgsmålet er, om det er Kommissionen selv, eller om det er ministeriet, der har lækket indholdet af rapporten. Det skal vi have svar på.


Øvig kritiserer PET-rapport
PET-kommissionens rapport er så venlig over for Justitsministeriet og PET, at man næsten skulle tro, at det var PET's egen redegørelse. Sådan lyder kritikken fra forfatteren til de storsælgende bøger om Blekingegadebanden, Peter Øvig Knudsen. Han anklager rapporten for at indeholde fejl på et 'helt fatalt punkt'.
- Jeg håber, at resten af rapporten er mere kritisk over for PET end det, jeg har læst om Blekingegade-sagen, som er så venligt, at man næsten kunne synes, at det var PET's egen redegørelse, siger Peter Øvig Knudsen til Ritzau.
PET-kommissionen besluttede i januar sidste år at udvide sit arbejde til også at omfatte nogle spørgsmål om Blekingegadebanden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. jun. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:29

Indland