20 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

FTF laver aftale om jobcentre

FTF laver aftale om jobcentre

Lørdag, 27. juni, 2009, 00:00:00

FTF og Kommunernes Landsforening er blevet enige om at anbefale samarbejde i jobcentrene. LO underskrev den første aftale med Mariagerfjord Kommune i sidste uge

Hovedorganisationen FTF er i denne uge blevet enig med Kommunernes Landsforening (KL) om at anbefale samarbejde mellem a-kasserne på FTF-området og de kommunale jobkonsulenter.
- Aftalen er meget konkret og lige til at gå til. Den peger på tre områder, hvor et samarbejde er indlysende, nemlig mangel på arbejdskraft, fleksjobbere og sygemeldte, siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey, til Arbejderen.
Hvad angår mangel på arbejdskraft peger hun konkret på sundheds-, undervisnings- og socialområderne, hvor der er brug for en prioriteret indsats.
I den fælles udmelding anbefaler KL og FTF også, at jobcentrene og a-kasserne sætter målrettet ind for at fastholde syge og arbejdsløse fleksjobbere. Her ser Bente Sorgenfrey a-kassernes branchekendskab som en fordel.
- A-kasserne på FTF-området har en tæt kontakt til de ledige og har dokumenteret deres styrke i jobformidlingen. Derfor håber vi, at a-kasserne tager aftalen i hånden og går i dialog med kommunerne om, hvordan vi udmønter aftalen i praksis.
FTF-formanden lægger ikke skjul på, at hun ser opfordringen til samarbejde som en lakmusprøven på, om det nye beskæftigelsessystem kommer til at fungere.

BUPL er i gang
En af de a-kasser, der ser frem til at udbygge samarbejdet med kommunerne, er BUPL`s.
- Vores medlemmer oplever i dag, at de skal stille til en samtale i jobcentret den ene dag og dagen efter gentage seancen i a-kassen. Ved at aftale en opgavefordeling mellem jobcentrene og a-kasserne håber vi, at kunne mindske det bureaukrati, som medlemmerne er grundigt trætte af, siger Lis Pedersen, formand for BUPL`s a-kasse til Arbejderen.
Pædagogernes a-kasse samarbejder allerede i dag med en række kommuner. Nu skal erfaringerne herfra, sammen med KL/FTF-anbefalingen, bruges til at udbygge samarbejdet i nye kommuner. Lis Pedersen forestiller sig, at også fagforeningerne bliver en væsentlig brik i beskæftigelsesindsatsen.
- Tag arbejdet med fleksjobberne. Vi kender de pædagogiske arbejdspladser og medlemmerne. Vi ved, hvor det er muligt at ansætte en fleksjobber, men det er ikke en typisk a-kasseopgave. Her skal fagforeningerne ind over, så der bliver taget vare på medlemmerne hele vejen rundt, påpeger Lis Pedersen.
Konkret har BUPL ansat en projektleder, der har til opgave at understøtte det arbejde, der nu for alvor går i gang.

LO-kontrakt på plads
Fredag i sidste uge underskrev LO en aftale med Mariagerfjord Kommune om samarbejde, når jobcentrene bliver kommunale den 1. august.
Kontrakten er den foreløbig første, siden LO tilbage i februar måned præsenterede ideen om et tæt samarbejde mellem netop de faglige a-kasser og kommunerne om beskæftigelsesindsatsen. Det er blot to uger siden, KL indgik en aftale med LO om et samarbejde mellem jobcentre og a-kasserne på LO-området om at skaffe job til forsikrede arbejdsløse.
I Mariagerfjord Kommune indebærer kontrakten, at LO`s a-kasser i kommunen står for kontakten til de forsikrede arbejdsløse de første ni måneder.
- På den måde kan jobcentret få ressourcer fri til andet arbejde, og det er der brug for, siger formand for kommunens arbejdsmarkedsudvalg, Finn Cilleborg (S), til Fagbladet 3F.
Det kommer ikke til at koste kommunen en krone, oplyser Steen Christensen, arbejdsmarkedspolitisk konsulent i LO.
Han ser som Bente Sorgenfrey a-kassernes tætte kontakt til de arbejdsløse, til fagforeningerne, tillidsfolkene og dermed arbejdspladserne, som absolutte fordele i samarbejdet for at skaffe de arbejdsløse tilbage i job.
Arbejdet med at få flere kontrakter og aftaler i hus fortsætter ufortrødent, også efter at omlægningen af jobcentrene træder i kraft, oplyser både LO og FTF til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. jun. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:28

Indland