Der bor 14 børn og 56 voksne i Brorsons Kirken på Nørrebro. De venter alle på at blive udvist med magt til et Irak præget af vold, uro og fattigdom. Arbejderen har fulgt et døgn i uvished og magtesløshed, det døgn hvor de første afviste irakere blev tvangsudvist

Klokken 10
Først på formiddagen er børnefamilierne og de gamle stået op, mens de unge og enlige voksne stadig sover.
De 70 afviste irakiske asylansøgere, der har søgt tilflugt i Brorsons Kirken, har fordelt deres liggeunderlag og madrasser i de to store rum i kirkens krypt samt på gange og ledige pladser på trappeafsatser, i kirkerummet og koret.
Der er stille og indelukket i kirken.
Familien Avdel, Al Said og Hussein er gået i gang med morgenmaden. Suno Al Said sender en stor kurv med brød og et fad spejlæg rundt om bordet. Alle bliver budt, selvom der er mange munde at mætte.
- Hvordan det går? Det går som sidst - vi venter og venter, dag efter dag, siger 14-årige Bisian Avdel.
Suno Al Saids lille datter Tina, som var godt syv måneder, da irakerne søgte tilflugt i kirken, er nu blevet ni måneder gammel.
Ventetiden begynder at snige sig ind under huden.

Klokken 12
Fenik og Marjolin Otterstrøm går hånd i hånd ud af bådebroen i Peblingesøen. Fenik smuldrer omhyggeligt det medbragte brød til små krummer, før hun smider det ud til fuglene.
- Sådan en har jeg aldrig set før, udbryder hun begejstret over en svane.
Marjolin Otterstrøm er pensioneret sygeplejerske. To eller tre gange om ugen lader hun børnebørn og have være, og tager ned i Brorsons Kirken for at gå en tur med de flygtninge, der trænger til en pause fra kryptens spændte atmosfære.
- Jeg blev bare så fortørnet over, at den danske regering vil sende de mennesker af sted uden penge eller omtanke for situationen i Irak. Jeg var nødt til at gøre et eller andet, fortæller Marjolin Otterstrøm til Arbejderen.
Suno Al Said og hendes veninde skubber barnevognen med lille Tina med på turen. 72-årige Hassan Mohammad Hussein (som ses på billedet) følger efter i kørestol. Han er dement og kan næsten intet selv. Suno Al Said er gravid. Hendes veninde er psykisk nedbrudt af de mange år i danske asylcentre.
Det er meget svært at forestille sig, hvordan nogen af dem skal kunne klare sig i Irak.

Klokken 14
Tilbage i kirken er stemningen dyster. Nyheden om, at de første seks irakiske flygtninge er blevet tvunget om bord på et fly til Bagdad, er begyndt at sprede sig.
- Politiet kom klokken tre i nat og tvang dem med. De var mere end 20 betjente til seks mennesker. De blev lagt i håndjern og trukket ud af Sandholm med vold. Det var meget voldsomt, fortæller Chin Miran.
Hendes mand, som er i Sandholmlejren, så, da de irakiske flygtninge blev hentet. Chin Miran har lige talt i telefon med ham og er tydeligt oprevet.
- Jeg er virkelig bange. Politiet sagde til min mand, at han ville blive den næste i rækken. Jeg er fuldstændig sikker på, at han bliver slået ihjel, hvis han bliver sendt tilbage. Det er frygteligt, siger hun.
Selvom Chin Miran har opholdstilladelse i Danmark og fast arbejde i Lyngby Kommune, er hendes mand blandt de 282 afviste irakiske asylansøgere. Han skal tvangsudvises til Bagdad, mens hun må blive i Danmark med sin to-årige søn.
- Jeg vil kæmpe til det sidste for min mand, men de siger hans sag er lukket, fordi Dansk Folkeparti og regeringen har aftalt med den irakiske regering, at de skal tilbage. Men har politikerne fra Dansk Folkeparti ikke familie? Ved de ikke, hvordan det er at have børn, der savner deres far, spørger Chin Miran.

Klokken 16
Sidst på eftermiddagen har køkkenholdet frokosten klar. Gulezar Sedek Ahmed (på billedet) og Sahira Saleh bærer bulgur, kylling og krydret suppe ind på bordene i fællessalen, og der bliver hurtigt dannet kø.
Familien Avdel har besøg af slægtninge fra Sverige. De kommer fra samme sted i Irak, men har fået opholdstilladelse på den anden side af Øresundsbroen og bor nu i Malmö.
- Sverige, det er ikke som Danmark, forklarer Bisian Avdel.
Tilfældigheder har afgjort, at hun og hendes nærmeste familie søger om asyl i netop Danmark.
Men EU's Schengen-aftale betyder, at de ikke bare kan tage videre til Sverige eller et andet EU-land, når Danmark har afvist dem.

Klokken 18
Det største af rummene i krypten bliver skarpt oplyst af TV-avisens store lampe. Talsmand Ammar Jaafar tager imod det tredje store hold af journalister på en dag.
- Så snart der sker noget nyt, er de her alle sammen. Det er hårdt hele tiden at være på og skulle tigge om sympati. Men at tale vores sag og forsøge at ændre befolkningens holdning er den eneste mulighed, vi har, siger Ammar Jaafar, da TV-holdet er taget af sted.
Han har boet i Danmark i otte år, taler stort set dansk flydende og læser til civilingeniør på DTU.
- Efter jeg blev talsperson herfra har jeg fået meget overrasket respons fra mine studiekammerater, som slet ikke vidste, at jeg ikke er dansker. Men det er jeg ikke, og så er mit liv ikke lige så meget værd i regeringens øjne, sukker Ammar Jaafar.
Dagen forinden er 270 mennesker blevet såret og dræbt i det Irak, han skal tvangsudvises til.
- Det bliver mere og mere håbløst. Danske medier fortæller ikke engang om det, hvis tabstallene ikke er over 500. Men står tilbage fuldstændig afmægtig og ser det ske, fortæller Ammar Jaafar.

Klokken 20
Hazhar Jaaf bliver ringet op fra Sandholmlejren med besked om, at Chin Mirans mand og to andre afviste flygtninge er gået i sultestrejke.
- Han siger, at han alligevel dør, hvis han bliver udvist. Så kan han lige så godt begynde nu, oversætter Hazhar Jaaf videre fra telefonen.
Rundt omkring ham følger en gruppe mænd, som kender nogle af de tvangsudviste, intenst med i samtalen.
De seks udvistes flyvetur til Bagdad er for længst overstået.
- Vi har hørt, at det danske politi udleverede dem til det irakiske politi, og at det irakiske politi truede dem med piske til at gå ud af flyveren. Siden ved vi ikke, hvad der er sket med dem, siger Hazhar Jaaf.
Med et er håndjernene og lufthavnen blevet meget nært forestående. Desperationen er rykket nærmere.

Klokken 24
Ved sengetid begynder utrygheden at melde sig hos de mindste børn i Brorsons Kirken, som klynker og har svært ved at sove.
For Hazhar Jaaf og hans kone, som er ved at børste tænder, er nætterne heller ikke nemme at komme igennem.
- Vi vågner med mareridt næsten hver eneste nat, fortæller han.
Flygtningenes ubehandlede traumer over det, de oplevet i Irak, blander sig med depressionen over de mange års venten i danske asylcentre og angsten for, at politiet skal dukke op i kirken i løbet af natten.
Og modløsheden smitter.
- Det er utrolig hårdt at være så mange mennesker, så tæt pakket sammen, i vores situation. Dengang Anders Fogh stadig var statsminister, nedlagde han en krans for at sige undskyld til de jøder, der blev deporteret til udryddelse under Anden Verdenskrig. Men mon politikerne nogen sinde vil sige undskyld til os, spørger talsmand Ammar Jafaar.

Klokken 02
Midt på natten er der stadig dæmpet aktivitet i krypten, men børnefamilierne sover i nogle af kirkens mindre rum. De, der er vågne, taler eller surfer efter nyheder på internettet.
Klokken to er der vagtskifte blandt nattevagterne fra de frivilliges gruppe, Kirkeasyl.dk.
Karin Gooseman, som er pensioneret sundhedsplejerske, pakker sammen og lægger den gule vest, vagterne uden for kirken bruger.
- Jeg har haft vagt hele aftenen. Vi taler med de forbipasserende, der kommer forbi med spørgsmål, samler underskrifter ind og den slags, siger Karin Gooseman.
Normalt ville hun gå i seng klokken halv ti om aftenen, men nu er hun først hjemme fem timer senere.
- Det er simpelthen harmen over regeringens flygtningepolitik, der har fået mig til at involvere mig. Jeg cyklede forbi en dag og gik ind og spurgte, hvad de kunne bruge mig til, fortæller Karin Gooseman.
Der er hele tiden cirka ti frivillige fra Kirkeasyl på arbejde. De hjælper med praktiske gøremål, besvarer mails og taler med journalister.
- Man er så afmægtig, når man bare læser om situationen i pressen. Men her kan man faktisk gøre noget, forklarer Karin Gooseman.

Klokken 04
Da Ziko Rushdi Merza var otte et halvt år gammel, var han sammen med sin far i hans kiosk i Bagdad, da fire bevæbnede mænd sprang ind af døren.
- De skød ham tre gange i hovedet, mens jeg stod og så på. Så tog min mor mig og mine fire søskende med sig og flygtede til Danmark, fortæller Ziko Rushdi Merza (til højre på billedet).
Han er 19 år nu og en af de unge mænd i Brorsons Kirken. De bruger dagene på at tale, spille kort eller domino. Om aftenen ser de film.
- Vi kan ikke sove. Der er mange tanker, der trænger sig på. Og mange ting, der skal tales om, forklarer Ziko Rushdi Merza.
Lyset er blevet slukket i kryptens største rum, og rundt omkring konkurrerer den disharmoniske snorken fra mange sovende med den begyndende fuglesang udenfor kirken.
Men bag de to interimistiske bomuldsforhæng i den bagerste del af rummet, hvor de unge mænd sover, er der stadig et svagt lys.
- Efter de seks første flygtninge blev tvunget til Bagdad i dag, frygter vi, at vi er de næste i rækken. For de tager de unge, enlige mænd først. Men vi håber, at kirken kan beskytte os. Selvom politiet har lov til at rydde kirken, vil det være grimt. Vi håber, at respekten vil få dem til at tøve, siger Ziko Rushdi Merza, der selv er kristen.
Først da det er blevet helt lyst udenfor kældervinduerne, sover de sidste af flygtninge i Brorsons Kirken. I morgen vågner de til endnu et døgns venten.

Hjælp irakerne
Donér et støttebeløb til retshjælp og indkøb: Reg. 8411 Konto 4124086.
Donér mad, tøj eller andre ting: Ønskeliste findes på kirkeasyl.dk.
Giv en hånd : Introduktionsmøder for frivillige hver mandag klokken 19 i Støberiet på Blågårds Plads.
Skriv under på protest på kirkeasyl.dk.
Del flyers ud.

Læs mere på kirkeasyl.dk.